Venstre sidebanner eksempel

Verdens første kirke på toppen af bjerget

Rejseføljeton: Den 24-årige teologistuderende Samuel André vender snart næsen hjemad efter tre uger i et syrisk kloster og et par dage i det vestlige Beirut. Men inden da går turen forbi de kristnes første kirke i det bibelske Antiokia.Min lille pilgrimsrejse har ført mig ud i et ørkenkloster i Syrien og videre til en natklub i mellemøstens Paris, Beirut. Nu skal jeg tilbage mod et åndeligt mål. Min rejse går mod nordvest, og målet er Antiokia.
Fader Paolo fra ørkenklosteret Mar Musa i Syrien havde fortalt mig om en katolsk nonne i den sydtyrkiske by Antiokia, eller Hatay, som den også bliver kaldt. Nonnen Søster Barbara skulle efter sigende have en meget lille kommunitet bestående af hende selv og en dame fra Tyskland, der hjælper til.
Hendes mål med kommuniteteten er at skabe dialog og fred mellem verdensreligionerne.

Fællesbøn med muslim og katolsk præst

Klokken er 12.30, og vi sidder i den dunkle kælder. På den ene væg hænger omtrent 50 små skilte i mørkt træ med guldskrift. På hvert af dem står der ordet fred på alverdens sprog. Et skilt har en jødestjerne, en anden en halvmåne og en tredje et kors.
Søster Barbara tager sin guitar og begynder at synge en såkaldt Taizé-sang (fra det franske økumeniske kloster i Taizé).
Koret er ikke så fremtrædende, for vi er kun tre foruden mig selv og Søster Barbara. Der er Cornelia, som hjælper Barbara, en ung muslimsk fyr og en katolsk præst.
Efter sangen beder den unge fyr en bøn fra sin muslimske tradition, den katolske præst læser derefter en tekst fra kirkefædrene, og så synger vi igen et par sange.
Præsten beder en afsluttende bøn, og så går vi udenfor under appelsintræerne i den lille gårdhave.
Søster Barbara har startet stedet op alene, og det har ikke været en leg:
– Selv om der er meget tolerance på overfladen, så er virkeligheden, at kirken ikke kan opkøbe ejendom mere, og at der under overfladen er nogle, der ønsker kristendommen ud, siger hun.
Barbara ejer privat de to ejendomskomplekser, hun bruger i kommuniteten. Hun fortæller, at det ikke er lang tid siden, at en katolsk præst blev myrdet i Antiokia af sin egen chauffør.
Chaufføren havde et par dage inden mordet fået en læge til at erklære sig sindssyg. Så retten gav ham en mild dom.
– Det er vigtigt at arbejde for mere dialog, siger Barbara.

Muslim maler ikoner til den katolske kirke

Samuel møder en muslimsk mand i Antiokia, som maler ikoner til katolske kirker.

Dagen efter har jeg hørt, at der er en gammel muslimsk kunstner, der maler ikoner til den katolske kirke. Det lyder helt skørt i mit hoved, eftersom ikoner traditionelt bliver malet under bøn – kristen bøn!
Jeg går hen til hans værksted, hvor en ung mand tager mig med videre om i en gård. En mand og en dame møder mig i en døråbning. Kattekillinger leger foran døren, og damen smiler og byder mig indenfor.
Hun er oprindeligt tysker, men taler kun tyrkisk til mig, mens hun viser mig rundt i sit hjem. Hendes mand kommer hjem, og han taler tysk. Jeg bliver ledt over i en anden lejlighed, hvor ikonmaleren ligger i sengen efter en operation i maven.
Han er gammel og taler kun tyrkisk. Han rejser sig og går langsomt over og hiver en mappe ned fra reolen. Han viser mig en masse billeder og artikler om sit kunstarbejde. Det er ikke udelukkende ikoner, han maler, men også kunstværker, som er udstillet i Frankrig.
På mit gebrokne tysk spørger jeg, hvordan han som muslim kan male kristne ikoner, som skal bruges i kirken. Med sin trætte stemme svarer han: – Jeg maler ikke ikoner for at give det eller kirken liv, men fordi det giver mig liv. Det er mit levebrød og min gave.

Verdens ældste kristne kirke

Mit næste ærinde er at besøge verdens ældste kristne kirke. Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 11 vers 26 var Antiokia byen, hvor Jesu disciple først blev kaldt kristne.
Efter en halv times gang fra centrum befinder jeg mig ved foden af bjerget Starius. I klippevæggen er der hugget en grotte, som har dannet rammen om den første kristne kirke.

Udsigt ud over bjerget Starius i Antiokia, hvor verdens ældste kirke ligger. Den kan anes til venstre i billedet, og på det lille billede til højre ses fronten af kirken, St. Peters Kirke.

Mens jeg går op til kirken, tænker jeg på, at Peter og Paulus har betrådt selv samme vej. I kirken har de fejret nadver og forkyndt evangeliet. Udsigten fra kirken er fantastisk! Hele Antiokia ligger for bjergets fødder. Herude er der stille og roligt.
Bjergets side er fyldt med små huler, hvor munke har boet og bedt. Stedet er op igennem årtusinder besøgt og blevet brugt til at fejre gudstjeneste. Den dag i dag holder den katolske kirke gudstjeneste i grotten ved særlige lejligheder.
De stjerneformede huller øverst i facaden former lysstrålerne, der skyder ind i grotten. Jeg kan levende forestille mig, hvordan de første kristne sad rundt på disse gulve og lyttede til beretningerne om Jesus. Hvordan de spiste brødet, drak vinen og sang lovsange.
Selv om der ikke er meget tilbage af kirken, så emmer rummet af en vis mystik. Dengang var det ikke nemt at være kristen i Romerriget, ligesom det nu ikke er nemt at være kristen med de religiøse spændinger, der ulmer under overfladen i Tyrkiet.
Gamle rester af mosaikgulve danner bunden af grotten. Til venstre for altret er en lille gang, der menes at være en mulig flugtvej for de første kristne under forfølgelserne i de første par århundrede. Til højre for altret flyder der vand fra en kilde i klippen. Her er nogle af de allerførste kristne blevet døbt. Bag alteret er der en stol af sten.
I oldkirken var præsten symbol for Kristus selv, der troner i det høje. På væggen til højre for alteret anes en fresko af en person, men det er umuligt at sige, hvem det skal forestille.

Fordøjelse af historien

Der er ikke meget mere at se inde i klippen, så jeg beslutter mig for at klatre oven på den og fordøje historien med en lille klatretur.
På min tur op af bjergsiden støder jeg på en masse huler. Jeg går ind i en af dem for at opleve, hvor trangt de gamle munke har levet. Det er helt utroligt. Munkene har levet her og fejret gudstjeneste i grotten nedenunder. Med udsyn over den store dal, som Antiokia befinder sig i, har de sunget Davids salmer og bedt til Gud.
Mens jeg står og kigger ud over den fantastiske by, nyder jeg hver en farve og duft, ethvert åndedrag, solens varme stråler og barnelatteren, der stiger op fra dalen. Latteren kommer fra nogle børn, der spiller fodbold i en beskidt gyde.
Jeg går ned til dem og spiller en kamp. Den kamp taber jeg godt nok, men efter dagens oplevelser føler jeg mig som en vinder!

I næste artikel slutter Samuel Andre’s lange pilgrimsrejse i det økumeniske kloster Bose ved Alpernes fødder.