Over 5.600 til sommercamp i Mariager

Byens indbyggertal blev mere end fordoblet i uge 29.

Der var lagt en stort arbejde i at skabe en spændende lejr for alle aldersgrupper ved Sommercamp i Mariager.

Over 5.600 deltog i en kristen sommercamp i Mariager i uge 29. Sommercampen var arrangeret af pinsekirkerne i netværket Mosaik. Temaet for lejren var “Jesus for alle”. Og det viste sig fx i et meget omfattende program for de forskellige allersgrupper af børn og unge. Camp var et overflødighedshorn af aktiviteter for alle aldre. Det var tydeligt, at der var lagt både mange timer i arbejde i at skabe en uforglemmelig uge for børn og unge – og for voksne. De fleste deltagere camperede i telte og campingvogne på arealerne bag Mariager Efterskole og Højskole. Her var området detlt op i bygader, opkaldt efter hvor deltagerne kom fra. Det sociale liv i bygaderne kunne ses på de oppyntede fællestelte, hvor deltagerne fandt sammen i mindre fællesskaber. Her foregik også vandkampe og vaffelbagning i det gode sommervejr, som lejren var velsignet med. Til møderne fyldtes den kæmpemæssige hal med tusindvis at tilhørere, som hver formiddag, eftermiddag og aften kunne høre danske og udenlandske talere.

-Som kristen må du være indstillet på at lide ondt, sagde Andrew Brunson, som selv var den muslimske præsident Erdogans gidsel i to år – uretfærdigt beskyldt for spionage og forsøg på at omstyrte den tyrkiske regering. Præsident Trump fik ham løsladt.
Vælg i dag

Blandt de udenlandske talere var Andrew Brunson, som sad fængslet i Tyrkiet i 2 år som gidsel i et politisk spil mellem Tyrkiet og USA, før han endelig blev sat fri. Brunson lagde vægt på, at man som krist en skal være indstillet på at lide for sin tro. Og han opfordrede deltagerne til i god tid at gøre op med sig selv, om de i en krise ville følge Jesus eller glide af. – Hvis du har besluttet at følge Jesus, er det ikke så svært, når du står i situationen, sagde han. Han vil selv gerne vende tilbage til Tyrkiet, hvor det bliver stadig sværere at være kristen. Men de tyrkiske kristne er indstillet på at det koster noget – måske endda livet. Brunson blev selv uretfærdigt anklaget for spionage og terrorisme. Andrew Brunson stod til at afsone 3 livstids domme i et tyrkisk fængsel. Den amerikanske missionær havde sammen med sin kone arbejdet med kirkeplantning i 23 år, før han blev arresteret. Pludselig så han sig selv være centrum for hele verdenspressen og hovedpersonen i en højpolitisk konflikt mellem USA og Tyrkiet. Men på grund af Donald Trumps kompromisløse pres blev han til sidst løsladt af Tyrkiets muslimske præsident Erdogan.

Ben Teefy, Australien.
Præst i ørkenen

En anden hovedtaler var den australske præst Ben Teefy. Efter et stresset business-liv præget af alkohol og kokain blev han radikalt omvendt til kristendommen. Han slog sig sammen med sin familie ned i Alice Springs, et af de tørreste og mest støvede steder i midten af Australien, over tusind kilometer fra den nærmeste større by og fra havet. Her er han idag præst i en kirke, og forsøger at hjælpe andre til et liv i tro og frihed. Ben Teefy var en meget underholdende og humoristisk taler, der gang på gang fik hele salen til at bryde ud i latter. Han talte også ved et seminar for forretningsfolk på restaurant DaVinci i Hadsund.

Børn og voksne i GUF

De gode rammer på skolernes område blev godt udnyttet til både børnegudstjenester og seminarer om eftermiddag. Leder for generationssporet GUF, Peter Senholt, fortæller begejstret, at de i år slog alle rekorder i antallet af børn i GUF. Og det er ikke kun børnene, som tager til det store GUF-land område – også forældre og bedsteforældre vælger at følge programmet for de mindste.

Tusindvis lå i telte og campingvogne og nød hinandens fællesskab.
Populær Gæstedag

Tirsdag var traditionen tro Gæstedag på Sommercamp Mosaik. I år havde mere end 1600 besluttet at tage turen til Mariagerfjord for en dag. Der var også rigeligt at køre efter. For børnene var de populære figurer fra TV Paw Patrol med til at underholde til et stort Børneshow i Camphallen. Og om aftenen stod den på talkshow med standup komikeren Melvin Kakooza. Han formåede at samle 1600 til sit show, som var en sammensætning af standup og interviews af nogle nøglepersoner fra Mosaik. Sommercamp Mosaik afholdes igen i 2020 i uge 29 under temaet ”Et Jesus Aftryk”.

Læs også:

Susanne er en af de frivillige https://udfordringen.dk/2019/07/susanne-er-en-af-de-frivillige/

Morgenkaffe på Sommercamp https://udfordringen.dk/2019/07/morgenkaffe-paa-sommercamp/


Artiklen fortsætter efter annoncen: