Gør som smeden, del juleavisen

Bjarne ”Jernsøe” Sørensen kan stadig fremstille kunsthåndværk i jern med en armbolt og en esse som i 1700-tallet.

Smedemester Bjarne ”Jernsøe” Sørensen, Fredericia, og hans hustru Hanne deler Udfordringens juleavis ud i deres område.

I næste uge udkommer Udfordringens juleavis. Det er en gammel tradition på Udfordringen, at der bliver produceret en juleavis, som avisens læsere og andre interesserede kan købe og dele ud – og på den måde være med til at sprede det gode budskab om Jesu fødsel og liv. En af dem, der altid gør det, er smedemester Bjarne.

Selv om Bjarne nu er over 80 år, er han stadig aktiv som en eftertragtet kunstsmed i den gamle bydel. Han har udført de fineste jernvarer, nogle gange guldbelagte, til kirker og flotte bygninger, til byens torv, havn og teater. Ja, endda til en luksusliner har han fremstillet syv imponerende lysestager. Når tyve har stjålet antikt smedearbejde på en mur eller ødelagt en smedejernslåge med monogrammer, ringer man efter Bjarne og spørger, om han kan smede en kopi.

Blandt de opgaver, han har fået af byen, var at smede en nøgle til Prinsens Port. Og ligesom det er vigtigt for ham at lave et godt håndværk, så er det endnu vigtigere for ham og Hanne at bringe julens budskab ud til folk. Da Bjarne desuden er en dygtig tegner, har han også tegnet et omslag til at pakke avisen ind i, så gaven bliver mere personlig. (Se tegning).

Hanne og Bjarne har livet igennem været aktive kristne og har talt og bedt med mange ved køkkenbordet. Flere kalder Hanne for ”mor”. Med omslaget véd endnu flere mennesker, at de altid kan kigge indenfor i den gamle ”avlsbrugergård” fra 1728 i Bjergegade 5 i Fredericia. En ung kvinde, der var forfulgt af ”ånden i glasset”, ringede på og sagde: ”De sagde nede i gaden, at jeg skulle gå op til smeden for at få hjælp.”

Det fik hun. Hun blev befriet for ånden og fik i stedet et godt nyt liv som kristen. Bjarnes gård er en af de få velbevarede inde i fæstningsbyen, og han er en populær fortæller, når krydstogtskibene lægger til, og gæsterne skal på baggårdstur for at se den gamle bydel. Bjarne giver dem gerne et ord med på vejen, når det falder naturligt.

Juleaviser kan bestilles på Hosianna.dk (læs mere om priser her) Man kan også betale og har andre uddele juleavisen (læs mere her)


Artiklen fortsætter efter annoncen: