Lemper krav til russiske kirker

RUSLAND – Kirkelige protester har haft deres effekt. Ruslands Parlament, Dumaen, har ændret ny lov, der ville gøre livet mere end surt for de russiske kirker.Efter massive kirkelige protester mod en ny lov om oplysningspligt for foreninger og kirker har parlamentet nu lempet kravene for kirkerne, oplyser Moscow Times.
Den 1. april skulle ellers have været skillelinien for kirkerne i Rusland. Fra den dato skulle alle kirker registrere, hvem, der deltog i møder og hvor meget, de donerede i gave til kirken. Desuden er der skærpede krav til årsregnskaber.
Et indgreb, som ville have betydet stor nedgang i indtægterne i landets kirker, der generelt ikke modtager statsstøtte.
Nu har Ruslands Parlament vedtaget, at kirkerne ikke skal indrapportere om kirkegængere og hvem, der giver gaver. Såvel repræsentanter for den ortodokse kirke som evangeliske kristne kæmper dog videre. Man håber især på yderligere lempelser af de nye regnskabsregler.
-mibo