Bibelhistorisk roman om barnekongen Joash

Anette Broberg Knudsens nye bog er ikke kun spændende for teenagere og unge.Anette Broberg Knudsen har skrevet en flot og spændende bibelhistorisk roman for teenagere og unge, men lur mig om ikke en hel del voksne får lyst til at læse med.Hvis ikke, snyder de sig for nogle gode og spændende timer i selskab med barnekongen af Davids slægt, Joash, der som 7-årig satte sig på Israels trone, mens hans onkel, ypperstepræsten Jojadas, far til Zakarias, regerede på Joashs vegne. Ypperstepræsten havde givet Gud det løfte, at han ville påtage sig opgaven, indtil Joash selv var i stand til at tage over.

Har Gud glemt dem?

Romanen er bygget op omkring nogle historiske, bibelske personer sammen med en række opdigtede personer og er sat ind i en historisk situation med tørke, en tørke, der truer med sult og hungersnød.  Folket bliver opskræmt, og flere og flere har den mening, at Gud sover eller har glemt dem eller måske endda er for svag til at gøre noget. Samtidig er ypperstepræsten alvorligt syg og afkræftet, og nogle af Jerusalems stormænd taler om at begynde på børneofringer til Baal for at få regnen til at komme. Den nu 14-årige barnekonge Joash føler sig alene – og stikker af fra opgaven.  Under flugten lærer han meget, bl.a. ved at lytte til folk, og han vender tilbage – i sidste øjeblik – for at sætte sig på tronen og leve op til sit ansvar som Jahves tjener. 

Fortjener stor læserskare

Romanen afsluttes med et realhistorisk afsnit fra tiden omkring kong Joash. 
Det er en spændende og velskrevet bog, som nok skal få en stor læserskare i kristne kredse – og det fortjener den.

Anette Broberg Knudsen:
To dage til fuldmåne
205 sider
149,95 kr. Lohse