Forstå Gud i dag

Inge Lindhardt Mikkelsen er bogaktuel som medforfatter til den flotte bog ”Tradition og liv” fra Unitas forlag. Og så har hun lige stået for åbningsgudstjenesten på danske kirkedage i Haderslev, hvor hun prædikede i dialog med sin biskop i Haderslev.

Inge Lindhardt Mikkelsen

Hendes liv har været præget af at formidle det vigtige på en nutidig måde, så læserne hører det, der bliver sagt og så de oplever, at det har noget med deres liv at gøre.
Derfor var det naturligt for hende at læse teologi, hvor hun havde sin gang på Århus Universitet og Menighedsfakultetet, samt tog tillægsuddannelsen i journalistisk fra Danmarks Journalisthøjskole. Desuden har hun sidefag i indvandrerstudier og et halv sidefag i retorik.
Inge Lindhardt Mikkelsen var redaktør på det populære konfirmandmateriale Con Dios og har været med i en redaktionsgruppe til magasinet ”Immanuel”. Fælles for alle udgivelserne er vel, at de handler om at formidle.
– Jeg brænder for at prøve at finde måder at tale relevant om evangeliet på i dag. I mit arbejde som præst oplever jeg en meget stor nysgerrighed efter, hvad kristendommen handler om. Udfordringen i dag er ikke bare at gentage, men at forsøge at give evangeliet nye ord, som kan give mening i dag og samtidig holde fast i evangeliets radikalitet, siger hun.

Helt speciel tøjstil

Inge er født i en præstefamilie i Bedsted, Thy, d. 9. maj 1966 som den midterste af tre søstre. Familien flyttede til Esbjerg, hvor hun var engageret i FDF, IMU, gik med aviser, sang i kirkekor og syede tøj.
– Jeg gik meget op i, at mit tøj skulle være helt specielt og hjemmedesignet.
Præstefamilien var tilknyttet Indre Mission (hendes far har været formand for IM), og hun engagerede sig i IMU og KFS.
– Siden er jeg blevet mere ”kirkelig” og sætter stor pris på at have liturgi og ritualer til at udtrykke min tro igennem, fortæller hun til Udfordringen.
Hun har været aktiv i Det økumeniske Fællesråd (internationalt udvalg), i bestyrelsen for Haslev Seminarium, i Center for Konfliktløsning m.m.

DR-journalist

Fra 1994 til 2002 var Inge højskolelærer på Haslev udvidede Højskole – de sidste år på halvtid, hvor hun samtidig var freelance-journalist ved DR P1 og senere seminarielærer på Haslev Seminarium.
I 2000 blev hun ansat som teologisk sekretær ved Det mellemkirkelige Råd på halv tid, og i 2002 stoppede hun som højskolelærer og blev i stedet forlagsredaktør ved Unitas og Aros forlag – først på halv tid og senere på fuld tid. Siden december 2004 har hun været sognepræst i Aastrup og Vonsbæk lige udenfor Haderslev.
– Det er så meningsfyldt at arbejde som præst, fordi du virkelige er nede ved livets rødder og skal forsøge at give ord og rum til både evangeliet og til folks følelser i nogle af livets grænseoverskridende situationer. Mere spændende kan det vist ikke blive, fortæller hun.

Nyformulerer
trosbekendelsen

Hun sidder endvidere med i bestyrelsen for behandlingsinstitutionen Sydgården i Haderslev under KFUM’s Sociale arbejde.
Det er også naturligt, at Inge sidder med i udvalg i Haderslev Stift, som skal komme med et bud på, hvordan en trosbekendelse anno 2007 kunne se ud. Det tvinger hende til at tænke igennem, hvordan vi kan tale om Gud i dag.
Hun fandt sind mand, Hans Vium Mikkelsen, i de smukke bygninger i Statens Museum for Kunst. Parret har datteren Thea på 20 måneder.

Padler i fjorden

Inge elsker at ro i kajak på Haderslev Fjord og dyrker det, så snart der er tid til det.
Søren Ulrik Thomsens digt følger hende:
En gang om dagen er ensomheden så stor, at man ikke kan stille noget op med den. Og én gang er lykken. Indimellem må man se at få ordnet sine ting.
– Den største udfordring er, at kirken ikke forstener og svigter det at tage nutidens udfordring op. Det er en kæmpe udfordring, at der i dag slet ikke tænkes i autoriteter. For moderne mennesker er den eneste autoritet én selv, og sandhed er noget, man selv bestemmer. Det er en helt ny virkelighed at skulle være kirke og kristen i, slutter sognepræsten fra Haderslev nordøst.
Henrik Engelbrekt Refshauge