Inge levede som posedame for at forstå de hjemløse

Da hendes succesliv som sælger brød sammen,
måtte hun igennem en vanskelig læreproces,
før hun fandt sit kald: At tage sig af de hjemløse.For 20 år siden var Inge Norling en effektiv forsikrings-sælger, men snart blev hendes verden helt forandret, og i dag lever hun for at hjælpe de hjemløse. Hun var uddannet på Forsikringshøjskolen og i 17 år forsikringsmægler for bl.a. Wintherthur-Borgen og Hafnia. Hun opbyggede en stor kundekreds. Men hun var ikke lykkelig…
Hun led af depressioner og planlagde endda at springe ud fra Lillebæltsbroen. Hun havde – selvfølgelig – tegnet en stor livsforsikring, sådan at børnene var sikret…
Heldigvis fik hendes datter slæbt hende med i Pinsekirken i Vejle, hvor hun midt i sin elendighed hørte de forløsende ord: Gud elsker dig, selv om han kender dig…
Hun forstod, at hendes liv var noget værd. I stedet for at gøre en ende på det, fik hun nyt mod.

Inge Norling havde opbygget en stor kundekreds i Skotland, hvor hun arbejdede i otte år.
Her mødte hun nogle søstre fra Moder Teresas orden, som gjorde et dybt indtryk på hende. De serverede nemlig varm suppe for de hjemløse på Glasgow Banegård. De tog endda de hjemløse med hjem til klosteret og gav dem et varmt bad og en ren seng at sove i.
Inge havde været meget optaget af sin egen succes, men nu blev hun engageret i at hjælpe disse udskud fra samfundet i sin fritid.
Da hun selv var protestant, var hun skeptisk over for de katolske søstre. Men da hun engang var sammen med dem, mens de bad, ændrede hun mening. Hun oplevede, at Jesus var meget nær, og besluttede sig til, at hun også selv ville gøre alt for at have sådan et nært forhold til Jesus.

Hun solgte sin kundekreds og flyttede tilbage til Danmark, hvor hun boede i Skjærbæk ved Fredericia.
En tid spekulerede hun på, hvad hun nu skulle gøre, men en dag kom svaret på en overnaturlig måde – da hun sad i sit badekar!
Hun hørte en stemme sige: Tag til Nord-Irland!
– Nej, tænkte jeg straks.
– Dér vil jeg da i hvert fald ikke over, for de slår jo hinanden ihjel, husker Inge.
Men i den kommende tid følte hun en mærkelig uro. En aften sad hun og snakkede med en ældre mand på Betesdahjemmet i Blåhøj.
– Hvorfor er jeg mon så urolig indvendigt? spurgte hun.
– Det er, fordi Gud har sagt, hvad du skal, og du har hørt det, og Gud véd, at du har hørt det. Men du gør det ikke…
Jeg sprang op. Det ramte mig lige i hjertet, husker hun.
– Så tog jeg til Nord-Irland og boede på et tværkirkeligt center, hvor protestanter og katolikker forsonede sig i stedet for at slås.
Jeg var blevet skilt, og huset endte med at gå på tvangsauktion. Så nu tog jeg i kloster hos Benediktinerordenen i Høsterkøb i tre måneder, og bagefter gik jeg på Sognediakonien i et år for at uddanne mig.
Inge var også engageret i „sidegadeprojektet“ i København, som forsøgte at hjælpe prostituerede i Istedgade i København.
Og så kaldte Gud hende til at leve som hjemløs…

– Ja, jeg levede som posedame i næsten et år, hvor jeg kun havde det, jeg kunne bære i en papkasse…
– Hvorfor gjorde du det?
– Sådan blev det bare. Jeg følte, det var det, jeg skulle. Det var ikke spor morsomt. Det var hårdt. Men gennem det lærte jeg at forstå, hvordan de hjemløse har det. Jeg fandt ud af forskellen på at sove på en bænk og i en grøft…

Efter denne ildprøve sad Inge en dag på banegården i Viborg, hvor en af hendes voksne børn boede.
– Jeg sad og tænkte på, at jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne tage mig af de hjemløse og alle dem, som ingen andre ville have. Dem, der ikke passede ind på institutionerne.
Så bad jeg til Gud om, at han ville give mig en gård.
Den skal nok ligge mellem Vejle og Viborg, for så bor jeg tæt på begge mine børn. Og så skal der være lidt skov, for sådan nogen hjemløse kan godt skabe lidt postyr. Og så må der gerne være lidt jord til, så vi kan dyrke vores egne grøntsager, sagde jeg til Gud.
På grund af ventetiden læste jeg i Jyllandsposten, og dér stod netop en annonce for Fasterholtgaard – som opfyldte alt det, jeg havde bedt om!
Ejeren ville have 56.000 kr. i indskud og tre måneders husleje. Jeg havde kun 140 kr.!
Men kort efter brød en tyv ind og stjal hele køkkenet og vandpumpen, og så gik ejeren med til, at jeg boede der gratis ½ år for at passe stedet.
Efter tre måneder begyndte de hjemløse at dukke op. Det første år var der 20 forskellige. Jeg fik også tallerkner osv. fra venlige mennesker. Ejeren gik senere konkurs, og vi boede under en ny ejer i 10 år. Og Gud har mirakuløst sørget for, hvad vi behøvede.
– Vi har altid fået mad på en eller anden måde. Vi har jo også selv dyr på gården, og de senere år har vi også fået penge fra hjemløse-puljen. Desuden har jeg fået noget fra mine foredrag rundt om i landet, fortæller Inge.

Men i starten var det nu ikke så let, indrømmer hun.
– Jeg måtte ofte ringe efter politiet, fortæller hun. Beboerne kom jævnligt op at slås, og når Inge lagde sig i mellem, endte hun med både hjernerystelser og et knækket ribben, ligesom hun to gange har været udsat for kvælningsforsøg.
Trods sit store hjerte for de hjemløse blev det til sidst for meget for Inge, og hun bad desperat Gud om hjælp.
Så fik hun den tanke, at hun måtte give Gud plads til at hjælpe gennem sit Ord og sin Ånd. Derfor meddelte hun beboerne, at fra nu af ville hun holde andagter hver dag.
Overraskende nok protesterede ingen, og da Gud kom til, så holdt volden op!
– De næste to år havde vi ikke brug for at sende bud efter politiet en eneste gang, og heller ikke i de følgende år var der brug for politiet ret mange gange.
De urolige ”drenge”, som hun kalder de voksne mænd, hvoriblandt der er både tyve og mordere, falder til ro og kommer over deres abstinenser, når de messer med på salmer og tidebønner.
Den faste døgnrytme er også en hjælp for beboerne. Når man får sin søvn og kommer op om morgenen, fungerer det psykiske også bedre.
Efterhånden har Inge også fået mere forstand på, hvordan stoffer virker på beboerne. Og Ringkøbing Amts misbrugslæge hjælper med at afgifte misbrugerne.

Bofællesskabet er nu flyttet ind på det nedlagte hotel Inge Marie i Arnborg ved Herning.
– Det var Y’s Mens klubberne, der hjalp os med at købe det, for jeg ville ingenting eje, fortæller Inge Norling, som har afgivet fattigdomsløfte i Moder Theresas 3. orden.
Gården, og nu hotellet, fungerer som et bofællesskab, hvor beboerne bidrager med deres del. Både økonomisk og arbejdsmæssigt.
Alle skal hjælpe til med alt praktisk arbejde. F.eks. at lave mad, vaske op og rydde op. Og bofællesskabet har fået regler, som f.eks. ingen stoffer, alkohol eller porno.
Projektet kaldes „Den almennyttige Fond til Fred og Forsoning“ og omfatter også et par andre bofællesskaber.
Men Inge fylder 74 år til oktober. Hun håber efter 17 spændende og meningsfulde år, at Gud vil sende en anden person, som kan lede arbejdet videre i samme kærlige kristne ånd. Er det mon én af Udfordringens læsere?