Filosoffen i skurvognen

Han er ikke en helt almindelig journalist, Anders Laugesen. Hans kontor er indrettet i en skurvogn fyldt med lærde værker på flere sprog. Og om natten går han ture i skoven med sine to store Alaska Huskies-slædehunde, mens han taler med Gud.

Anders Laugesen har siden 1987 arbejdet med kirke- og trosstof på DR. Og han har gjort det så godt, at KLF, Kirke & Medier ved sit 80-års jubilæum sidste år tildelte ham sit hæderslegat.
I den forbindelse fremhævede KLF hans ”globale perspektiv, hvor han bringer et frisk pust ind i dansk kirke- og samfundsliv, som så ofte er provinsielt og snæversynet, når det gælder religion, tro og kirke”.
Og det er ikke den eneste pris, Laugesen har modtaget for sine produktioner. Dokumentarfilmen ”Voldens væsen” om Sierra Leone har vundet flere priser ved internationale tv-festivals.

Hvis man imidlertid anbragte Laugesen i et kontorlandskab eller på en hæsblæsende redaktion, ville han ikke kunne trives og være så kreativ, som han er. Han har brug for arbejdsro og tid alene med sig selv – og Gud.
– Jeg købte gården her, da jeg blev skilt for fem år siden, fortæller han, da vi besøger ham på det lille husmandssted udenfor Voldum i nærheden af Hadsten. To kæmpe Alaska Huskies-slædehunde vogter gårdspladsen – men de viser sig at være lige så fredsommelige, som deres herre, da han først kommer ud med sit store skæg og krøllede hår.
Det er endnu kun den øverste etage i stuehuset, der er bragt i orden. Nedenunder står kasserne og venter på organisering, men køkkenet fungerer. Anders bager gæstfri boller efter sin egen opskrift og serverer nymalet kaffe kogt på Columbia bønner, som han specielt har udvalgt.
Han fortæller om den lille sø med fisk, som er gravet foran gården, hvor han og Sara kan sidde og betragte solnedgangen, og andre udvalgte steder, hvor øjet kan hvile og tankerne falde til ro.

– Sådan kan jeg godt lide at arbejde. Vi kan ikke altid være i stress-mode. Vi har brug for pauser og hvile. Når jeg laver et interview, så gør jeg først mit hjemmearbejde, og så lader jeg stilheden arbejde.
Tankerne kommer til én, når man sidder og kigger og ingenting laver, fortæller den indfølende radiojournalist.
Han har sået brødhvede i nogle af de 8 hektar land, der støder op til Mygind skov med den bugtede Skade å. En rigtig guldalderskov, hvor han ofte går ned om natten.
– Ja, det er ofte om natten. Det er det tidspunkt, hvor jeg har tid og der er faldet ro over det hele. Dér, hvor jeg føler, at jeg møder Gud mest, det er i stilheden, som bliver til fylde og dynamik. Men det begynder med hjertets møde med Gud i stilheden.
Så der går jeg om natten med min ortodokse bedekrans, fortæller han.
– Hvorfor bruger du en ortodoks bedekrans?
– Når man har sådan en i hånden, så husker man bedre på det, man ønsker at bede for. En ortodoks bedekrans består ikke af perler, som den katolske, men af knyttede knuder. Hver knude minder mig om en bøn eller en person.
De ortodokse kirker spiller en stor rolle i dit liv…?
– Ja, men det er ikke deres teologi eller præsteopfattelse, men deres gudstjeneste og deres bønspraksis – deres åndelighed, der betyder noget for mig, forklarer han.

Laugesen er ikke vokset op i et kirkeligt hjem, men som spejder begyndte han at interessere sig for Gud og det åndelige. Gennembruddet kom efter gymnasiet, en dag i Gravkirken i Jerusalem:
– Dér skete noget, som jeg ikke helt kan forklare. Men det var dér, jeg havde min ”omvendelsesoplevelse”, og hvorfra mit liv ændrede sig.
Jeg havde allerede været i Taizé og i de ortodokse kirker, og jeg kaldte mig selv kristen. Men her kom jeg så i Gravkirken, og jeg husker, at jeg sad der i 2-3 timer og ligesom var i en anden verden. Vores guide stod på et tidspunkt foran mig og kunne ikke rigtig komme i kontakt med mig.
Det var et møde med Gud – med Jesus – som vendte mit liv. Fra det tidspunkt følte jeg en stor rodfæstethed i troen og samtidig en stor frihed.
Bagefter rejste jeg meget i Østen og mødte deres religioner, men da var jeg selv rodfæstet.

Anders Laugesen boede dengang i sin ungdom i Israel i et halvt år. Siden har han været i Israel en snes gange, og han betragter nærmest Jerusalem som sit andet hjem.
Da han læste religion på Århus Universitet, var hans egen samling af bøger om den ortodokse kirke større end universitetets. Der var ikke mange, der på det tidspunkt interesserede sig for den ortodokse verden.
– Hvis jeg ikke havde mødt kristendommen i udlandet, så tror jeg ikke, det var blevet så stor en del af mit liv, indrømmer Laugesen og antyder dermed samtidig den åndelige fattigdom herhjemme.
– Jeg synes præsterne i Folkekirken mangler en Helligånds-teologi. Det er sjældent, man hører en ordentlig prædiken om Helligånden. De véd simpelthen ikke, hvad de skal sige. Og det ser jeg som et stort problem, for Helligånden er meget vigtig for mig som en nærværende person og kraft.

I sin radiojournalistik betragter Anders Laugesen ikke sin samtalepartnere som interview-ofre, men som samtalepartnere. Det har gjort hans programmer om søndagen til et af de mest aflyttede programmer på P1.
– Radio er jo det, man kalder for øjeblikkets nærværs kunst. Mit ønske er, at få folk til at formulere sig bedst muligt om det, de tror på. Jeg skal ikke udstille folk. Jeg skal bare prøve på at få en kant frem – med respekt for folk.
– Jeg holder mig selv tilbage, for jeg mener ikke, det er så vigtigt, hvad jeg mener i den sammenhæng.
– Men du tænker meget over tingene…
– Ja, det er derfor, jeg sidder herude i skurvognen. Jeg tænker meget over tingene. Og hvis nogen spørger mig, så svarer jeg også.
Jeg har jo fået lov at rejse meget og læse meget. Og det gør jo, at man kommer til at tænke over tingene.

Det er ikke for dekorationens skyld, at han har ikoner hængende i sin skurvogn:
– Nej, det er hverken fordi de er smukke eller dyre, det er fordi øjet så engang i mellem falder på ikonen, og så kommer der lige et lille pust af stilhed. Og det er vigtigt, at man omkring sig har noget, der bringer stilheden ind i travlheden.
Det er også vigtigt at have nogle større steder, som skoven, hvor man kan tage en time og meditere over tingene. Men det kræver mere disciplin.
Derfor bruger jeg også bønnekæder til at koncentrere mig om bøn og dermed få flyttet fokus væk fra det, man står midt i, og over på Gud. Det er, som når ens barn ringer op og siger: ”Jeg har det godt.”
Det tager kun to minutter. Men det har vi brug for.

Han kan rumme mere end de fleste. Og han har også en del venner blandt ’alternative’ mennesker.
– Når Jesus taler om venskabet i Johannes evangeliet, så er det fordi det er enormt vigtigt. Det er en afspejling af noget af det, der ligger i treenighedens mysterium, siger han.
For øjeblikket er han meget optaget af ”visdommen”, som han mener, må findes både indenfor og udenfor kristendommen, fordi Gud har nedlagt den i verden. Og han er ikke ræd for at gå et stykke ad den vej, for han tror på, at Gud går med ham, når han selv er rodfæstet i sit bønsliv.
– Hvis vi kun har mod til at gå der, hvor der er 100 watts englelys, så går vi ikke, som Kristus gik. Og vi må altid se mennesket, frem for systemerne.
– Men når vi går ind i mørket med Kristus, så forvandles mørket til lys, siger han.