H. K. Neerskov taler på Fyn
Søndag den 5. august taler Hans Kristian Neerskov i Middelfart og Aarup på Vestfyn.Det er Teglgårdskirken Middelfart og Aarup Frikirke, der har inviteret Hans Kristian Neerskov, som taler ved gudstjenesten kl. 10.30 i Middelfart og om aftenen kl. 19 ved et møde på Postgården i Aarup.
H. K. Neerskov, der er præst og forfatter, er nok mest kendt som grundlæggeren af Dansk Europamission, hvor han i sin tid smuglede bibler ind til de forfulgte kristne i Sovjet. Han var også med til at oprette Sakharov-komiteen og kæmper stadig for menneskerettighederne.
I dag er han stadig aktiv på mange måder, blandt andet i Karlslunde Strandkirke, hvor han nu hører til.
– Jeg brænder for at undervise i Bibelen. Skrive bøger. Have med unge mennesker at gøre, som f.eks. vore 50-60 konfirmander i Karlslunde Strandkirke hvert år. Jeg har også den store søndagsskoleklasse en gang om måneden, fortæller Neerskov i et nyligt interview til Udfordringen.
Schwartz