Fire ud af ti danskere tror på, at engle findes

43 procent af danskerne tror på, at der findes engle. Blandt dem er der flest jyder, kvinder og midalderende, men også ateister tror på engle.Det viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Kristeligt Dagblad.
Ud af 964 adspurgte siger 15 procent, at de helt sikkert tror på engle, mens 28 procent svarer ”ja, måske”. Blandt dem som definerer sig selv som ateister, tror 8 procent på engle. 67 procent af dem som tror, betragter engle som mennesker, de har holdt af, som nu er døde. Derudover mener 48 procent, at engle kan gribe direkte ind i menneskers liv. Til sammenligning tror 79 procent af amerikanerne på engle.
Det er dog ikke alle ”engle”, der er gode. I Bibelen omtales engle som Guds tjenere, men 1/3 er faldne engle, som fulgte med Satan i hans oprør imod Gud. Bibelen advarer derfor imod at tilbede engle i stedet for Gud.
Sidste år etablerede den amerikanske ”engleterapeut” Doreen Virtue en International Engledag den 10. september. I Danmark blev den i år holdt med workshops i Odense, Esbjerg, Vejle og Køge.
Schwartz