Den lille grønne mand

Synden er som en lille grøn mand. Lille og ubetydelig syntes vi, indtil synden en dag tager over og begynder at kontrollere os. Lad mig fortælle denne lille lignelse:En konge skulle på udenlandsrejse og overlod slottets varetægt til sin overtjener, indtil han kom tilbage.
– Du må lukke alle gæster ind, undtagen små grønne mænd, er det forstået? spurgte kongen, og overtjeneren aflagde løfte derpå. Så snart kongen var rejst, hørtes der bankeslag på porten. Da overtjeneren åbnede, stod der en lille grøn mand. Overtjeneren huskede kongens ord og lukkede døren. Men den lille grønne mand plagede, indtil overtjeneren gav efter og lukkede ham ind.
– Han er jo så lille, hvad kan det skade? tænkte han.
Overtjeneren og den lille grønne mand var sammen hele dagen. Da det blev aften, forventede overtjeneren, at den lille grønne mand gik, men han ville blive.
– Bare til i morgen, tænk på, hvor sjovt vi havde det sammen i dag. I morgen skal jeg nok forsvinde.

Overtjeneren gav efter og lod den lille grønne mand sove på slottet. Næste morgen var han vokset lidt, men da overtjeneren ville smide ham på porten, mindede han overtjeneren om, hvor sjovt de havde haft det. Overtjeneren lod ham derfor blive natten over og næste nat og natten efter og endnu en nat. Men nu havde den lille grønne mand vokset sig kæmpe stor, og overtjeneren blev bange.
– Nu er det nok, kongen kan være tilbage når som helst, forsvind herfra, sagde han. Den grønne kæmpe lo og tårnede sig op foran tjeneren.
– Aldrig i livet, nu er jeg husets herre, brølede han og smadrede al inventaret på slottet og satte sig på kongens trone og lod overtjeneren slave for sig.

I det fjerne lød trompetfanfaren, kongen var tilbage.
– Hvis jeg løber ham i møde og beder om tilgivelse, finder jeg nok nåde for hans øjne! tænkte overtjeneren og løb ud og kastede sig for kongens fødder og fortalte, hvad der var sket.
– Jeg advarede dig jo, hvorfor lyttede du ikke til mig? Kom med, så skal jeg kaste ham ud, sagde kongen.
Aldrig havde kongen sat sin fod på slottets dørtærskel, før den grønne kæmpe skrumpede ind og forsvandt.
Det er det samme, Jesus gør for os, når vi har tilladt synden at få magten over os, så vi bliver slave af synden. Vi kan bede om tilgivelse og omvende os. Så befrier han os fra synden. Det var derfor Jesus sagde:

…Gå, og synd fra nu af ikke mere… Johs. Ev. 8,11