Polsk gospelfestival : Mere end bare underholdning

Et fængslende vidnesbyrd og en påmindelse om, at Gud svarer vores bøn, når vi mindst venter det. Det var, hvad mere end 1.700 mennesker oplevede i forrige weekend, da den årlige gospelworkshop, som danske Aktiv Mission støtter i Polen, løb af stabelen.”Forestil jer, at I er dybt inde i skoven, omringet af træer,” siger manden oppe fra scenen. ”Mørket er ved at forsvinde, og det er tid til at komme ud af soveposen.”

Syngende sopraner på den årlige gospelfestival i Polen.
Foto: Alexander Bui

Dér står vi så, 700 mennesker i en sportshal i Polen en lørdag morgen, og forsøger at vride os ud af en usynlig sovepose i størrelse ekstra small.
Vores kroppe er hermed varmet op. Vi har startet dagen og den årlige gospelworkshop i Krakow med at gøre os selv lidt til grin, og så gør det pludselig ikke så meget, at man senere hen ikke rammer den helt rigtige tone.
Det er niende gang, at gospelarbejdet i Polen, under ledelse af danske Lea Kjeldsen og med støtte fra missionsorganisationen Aktiv Mission, holder en weekend-workshop.
Den afsluttende koncert søndag aften plejer at være fyldt med overraskelser fra Gud. Men denne lørdag morgen er vi alligevel helt uforberedte på den oplevelse, vi har i vente – og som kommer til at have stor betydning for især én af os.

Soveposemanden er Wayne Ellington, hvis stemme har bragt ham vidt omkring. Han har blandt andet sunget kor for Elton John og arbejdet sammen med adskillige velkendte gospelsangere.
”Men at være her betyder allermest for mig,” siger han.
Det er andet år i træk, han er i Krakow for at undervise sammen med flere af sine engelske landsmænd og en enkelt amerikaner.
”Vi kan synge, vi kan prædike, og vi kan fortælle om det gode budskab. Men vi kan aldrig vide, hvor mange liv, vi rører. Måske tre. Måske 400. Men det er dét værd.”
”Polen er et overvejende katolsk land. Jeg oplever, at de unge katolikker gerne vil gøre alt det ”rigtige” for deres kirke. De involverer sig i kirkearbejde og hjælper gerne til med frivillige opgaver. Men jeg oplever også, at de mangler det personlige forhold til Jesus. Dét kan gospel give dem, og dét er min mission med at komme her.”

Colin Vassel

”Are you ready now? Say yeah!”
Cliffton, en af gospelunderviserne, har spontant indtaget scenen mellem to af de sange, som det 700 mand store kor skal nå at lære til søndag aften.
”Yeah!” lyder det fra koret.
”Say yeaahh!!”
”Yeaahh!!”
Say yeeeaaahhh!!!”
“Yeeeaaahhh!!!”
Nogle er kommet for at prise Gud med sang. Andre er her blot, fordi gospelmusik for dem er underholdning og glæde. Men det overordnede formål er, at ingen går hjem uden at have hørt budskabet.
Da de to øvedage er overstået og søndagens koncert er godt i gang, er flere end 1.700 mennesker blandt publikum og i koret samlet for at lytte til sange og budskaber om en kærlig og god Gud.
Selv dørmænd og førstehjælpere har sluppet hæmningerne og klapper med.
Da Arek, en 31-årig blind mand med muskelsvind, har sunget solo på sangen ”My help cometh from the Lord”, sker der noget uventet.

”Jeg havde egentlig besluttet ikke at sige noget…”
Colin Vassel, én af gospel-underviserne, er trådt op på podiet foran koret og taler ud i salen, hvor cirka 1.000 mennesker sidder i mørket, mens han selv – sårbar og badet i lys – åbner sit hjerte. Han tørrer tårerne væk med den ene hånd. Så samler han sig og siger: ”Jeg mistede min mor i august. Vi havde et meget tæt forhold – det var hende, der lærte mig at synge gospel. Jeg var knust og aflyste en masse arbejde. Inderst inde havde jeg mest lyst til at sige nej til at komme her til Krakow. Flere gange havde jeg lyst til at ringe til Lea (Kjeldsen, som leder gospelarbejdet, red.) og sige; ”Vær sød at forstå – jeg kan ikke komme”. Men noget afholdt mig fra det.”
”Da dagen kom, hvor jeg skulle af sted, var mine tanker så fraværende, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle pakke i kufferten. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg kom hen til lufthavnen.”
I salen begynder flere at få blanke øjne.
”Dengang min mor stadig kun var syg, bad jeg til Gud om, at hvis han ikke ville helbrede hende, så måtte han give mig styrke. I to måneder har jeg utålmodigt ventet på hans svar – kender I det? – men da koret øvede i dag skete der endelig dét, jeg havde ventet på.”
”Ruth (Waldron, én af gospel-underviserne, red.) inviterede Arek til at synge. Da han begyndte sin sang, brød jeg fuldstændig sammen. I dét øjeblik – dér mærkede jeg, at Gud helbredte min smerte.”
Colin vender sig om mod Arek, der sidder i sin kørestol ved siden af podiet;
”Arek, i dag har Gud brugt dig på en måde, som du sikkert aldrig havde troet!”
I koret omfavner folk dem, de står ved siden af, og veninder tørrer tårerne væk fra hinandens kinder.
Øjeblikket har gjort ord overflødige. I stedet fyldes salen af overjordisk nærvær, glædestårer og taknemmelighed, da bandet slår takten an til næste sang, der mere end noget understreger det øjeblik, alle utvivlsomt har mærket. Hvad enten de er klar over, hvad det er, der har rørt sig i dem, eller ej;

”Our God is an awesome God, He reigns
from heaven above
With wisdom, power
and love, Our God is an
awesome God.”

Efter koncerten fortæller Arek, at Gud også er begyndt at virke i ham. Og måske er der flere blandt publikum og i koret, der fik mere end blot et par timers underholdning den aften.

Bartlomiej Chochol, 20, er katolik og har sunget gospel i fire år. ”Jeg plejede at betragte bibelvers som noget fra fortiden, noget andre har oplevet og siden skrevet ned. Men ved hjælp af gospelmusikken har jeg indset, at det, der står i Bibelen gælder i dag og også beskriver, hvad der foregår i mit liv.”
Af Tania Maria Lüders Rusbjerg