Renée fejrer (ikke) 40 år med musikalsk legestue

I 40 år og over 10.000 forestillinger har Renée Adrian fænget små børn og deres forældre med fingerdukker, ABC-sange og overraskelser i musikkens og legens univers.Men skal hun fejre 40-års-jubilæet?
– Nej, jeg er blevet fejret det, jeg skal, smiler den 73-årige Renée Adrian og forklarer, at der blev holdt surprise-party for hende, da hun kunne fejre 25 år med musikalsk legestue, i 1992. Man skal jo heller ikke overdrive.
I dag har hun skåret sine årlige shows ned til ”kun” omkring 100, mod over 300 årlige forestillinger førhen. Hun har stort set besøgt alle danske biblioteker og rigtig mange kirker med sin musikalske legestue. Hun har holdt kurser for Frelsens Hær, for Indre Mission på Børkop Højskole og mange andre steder. Og hendes bøger og sanghæfter er flittigt brugt i landets legestuer, børnehaver og institutioner. I anledning af jubilæet mødte Udfordringen hende på Solvang bibliotek på Amager, i hendes rette element: Blandt børn. Der var 17 af dem, mellem 0 og 6, og de havde deres voksne med. Og sjældent ser man en gruppe børn så stille og fokuserede.
– Hej, jeg hedder Renée, og jeg er en dame, selvom jeg hedder Renée, siger hun og sætter sig bag en tavle med Halfdans ABC og en med en masse strikkede og syede figurer. I skødet har hun en harmonika, og ved siden af hende ligger en kuffert proppet med mystiske, spændende ting og skaber stille forventning.
Et øjeblik senere klapper, griner, hvisker, lister og danser børnene i rundkreds (det med at danse er det ikke alle de voksne, der tør – men børnene gør). Ud af Renées hat flyver tøjdyr og hatte til børnestørrelsefingre i mange forskellige farver, og når hun spørger, ”hvilken farve er det?”, råber hele rummet det rigtige svar: ”blåååå”, ”røøøød” og ”sooort!”.
Så hiver hun en plakat frem med Else, som elsker pølse. Pølse åd hun dagen lang, pelsen, den blev al for trang, pelsen holdt, men Else sprak, Else, pelse, pølsesnak. Og straks er der en dreng, der råber:
– DEN HAR JEG EN BOG MED DERHJEMME!
Ja. Det kunne man nok tænke sig. Hvem kender ikke Halfdans ABC med tegninger af Ib Spang Olsen?
Renée har lagt musik til Halfdans ABC, og det har hun fået både guld- og platin for. I 1978 sendte hun 5 melodier over hans ABC til Halfdan Rasmussen og spurgte, om hun måtte bruge dem. Hans sendte et postkort tilbage, hvor der stod:
– Jeg synes godt om det. Så det kan du roligt trykke. Men vil du ikke lave alle 28?
Renée kan postkortets ordlyd udenad. Siden har ABC været en fast del af repertoiret. Men 40 år er lang tid.
Hvad har holdt hende i gang?
– Jeg elsker at være i kontakt med børn. Det er ligesom en opfindelse hver gang at lave noget for små børn og få kontakt med dem og mærke deres øjne, der stråler. Den glæde, jeg har ved det, den kan jeg give videre til dem. Og det gør mig meget glad endda, siger hun.
Og hendes øjnene stråler om kap med børnenes.
– Kim Schou