Håbets skib sætter kurs mod København

Til foråret lægger OM’s nye skib Logos Hope fra land. Første stop bliver København, hvor byens kirker sammen med skibets besætning møder de besøgende med budskabet om Jesus.89 besætningsmedlemmer, herunder 3 færøske, sejler i øjeblikket OM’s skib Logos Hope fra et værft i Kroatien til et værft i Kiel. Efter en sidste klargøring går jomfrurejsen sidst på foråret til København.

Logos Hope sejler under færøsk flag, da skibet tidligere fungerede som færge på Færøerne. Her under ombygningen i Kroatien.

Netop i disse dage er skibet Logos Hope på vej fra Kroatien til Kiel. 89 besætningsmedlemmer, hvoraf tre er fra Færøerne, sørger for at bringe den tidligere færøske færge til et værft i Tyskland.
Her skal skibet gennemgå en sidste renovering, inden det til foråret endelig stævner ud som missionsskib for organisationen Operation Mission (OM).

Første stop København

Den tidl. leder af OM i Danmark, Bitten Schriver Ingerslev, er koordinator for Logos Hopes besøg i København.

Hos den den danske afdeling er der glæde og spænding at spore. I øjeblikket sidder en gruppe, anført af OM’s tidligere landsleder Bitten Schriver Ingerslev, og forbereder skibets første besøg på sin jomfrurejse. Her skal skibet efter planen ankomme til København sidst på foråret 2008.
– Det er rigtig spændende. Vi sidder i øjeblikket og skal vælge mellem 2-3 rigtig gode kajpladser i København, fortæller Bitten Schriver Ingerslev.

Både hjælp og budskab

Skibet, der vil få en besætning på omkring 350 mand, skal rejse til havnebyer over hele verden. I hver by vil frivillige medarbejdere stille sig til rådighed i forskellige former for hjælpearbejde. Samtidig vil man invitere værtsbyens borgere til at besøge skibet.
– Skibet bliver indrettet med et auditorium, en boghandel og en café, forklarer Bitten Schriver Ingerslev.
– Der bliver også et særligt visitor-center, hvor vi vil præsentere evangeliet på en kulturelt sensitiv måde i lyd og billeder.

Sammen med lokale

I København indbyder OM alle byens kirker til at være med i arrangementet.
– For os handler det om at være involveret i kirkernes arbejde i byen, forklarer den tidligere landsleder.
Det handler ikke kun om, at de kristne besøger skibet i de 18 dage, det ligger ved kaj, men hun forventer også, at dele af skibets besætning går ind og deltager aktivt i kirkernes eksisterende arbejde i byen.
– Vi vil gerne være ekstra hænder og fødder, siger hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stort færøsk
engagement

Når Bitten Schriver Ingerslev skal beskrive projektet, lægger hun ikke skjul på sin stolthed over, at Færøerne og hermed Det Danske Kongerige har bidraget væsentligt til skibsprojektet.
Oprindeligt var skibet en færøsk færge ved navn Norrøna, som blev solgt til OM i 2004. Efterfølgende har sponsorer på Færøerne og i Grønland og Danmark doneret en million kroner til projektet. Og skibet vil fortsat sejle under færøsk flag.
– Der har også været mange, særligt færøske volontører, der har hjulpet projektet igang, fortæller hun og fremhæver en enkelt færing, som har stået for hele ombygningen af broen på det store skib.
– Og der er også tre færinger med på sejladsen fra Kroatien til Kiel.

Det er Guds skib

Hele projekt beløber sig til 200 millioner, hvoraf der stadig mangler 35 millioner. Men den danske koordinator er fuld af fortrøstning.
Det har været fantastisk at opleve, hvordan Guds folk på verdensplan har stået sammen om det her, siger Bitten Schriver Ingerslev. – Vi har hidtil kunnet betale hver eneste regning til værftet, selv om det ikke så sådan ud ved månedens begyndelse.
Hun er overbevist om, at giverne har mærket organisationens indstilling:
– Det er Guds skib, selv om det er OM, der står for det, slutter Bitten Schriver Ingerslev.