KBC køber stort center
Københavns Bibeltrænings Center har købt en ny stor ejendom på 4.500 m2 i Albertslund. Her vil man bl.a huse tv-studier, forlag, rådgivningscenter, koncertsal og fitnesscenter.Frikirken KBC har i længere tid været på jagt efter en passende ejendom, der kunne give plads nok til at realisere deres vision om et kristent mediehus. Nu bliver visionen en realitet.
Den 15. november overtager KBC ejendommen fra den tidligere ejer, pensionsselskabet PFA. En bygning opført i 1986 på 4.500 m2 og med en grund på 12.600 m2.
Aktiviteterne, som kommer til at foregå i huset, vil være af forskellig art, fortæller pastor i KBC, Jørgen Christensen.
– Vi vil skabe et mediecenter, som kan rumme administration, tv-studier, forlagsvirksomhed, rådgivningscenter og en koncertsal med 850 til 1000 siddepladser.
Vi vil også gerne skabe rammer for kristne virksomhedsledere med udlejning af kontor og konferencefaciliteter, telefonpasning, bogføring og hjælp til financering. Derudover har vi mulighed for at have en kantine med 250 siddepladser.
Der arbejdes desuden med planer om at starte et fitness-center i ejendommen.
Prisen er ikke oplyst, men Jørgen Christensen oplyser dog, at menigheden har forhandlet et stykke tid med PFA og har opnået en god pris.
En svensk forretningsmand har tidligere på året givet et større beløb til investering i tv-udstyr. Driften af centret skal dels løftes af menigheden, dels skaffes ved udlejning af lokaler og udstyr.