Ind i „lykkelandet“

„Jaget af dragen – reddet af lammet“ er historien om narkomanen, der erkender, at der ikke findes nogen vedvarende lykke i et liv væk fra Gud.Er det ikke altid fascinerende at høre livsberetninger fra mennesker, som har gennemlevet det eventyrlige, det grænseoverskridende og er endt op med et livs-forvandlende møde med Jesus selv?Sådan er Jaget af dragen – reddet af lammet; en bog om rejseerfaringer, misbrugspro-blemer, rodede forhold, men ikke mindst livsforvandling.

Uden håb og dog med Gud

Bogen handler om narkomanen Brian Morris, som pga. sit misbrug og sin deraf følgende kriminelle adfærd havner i et lukket fængsel med en 12-års dom. Mismodet, fortvivlelsen, ja den totale håbløshed driver ham til at forsøge selvmord med en plastikkniv, hvilket dog ikke lykkes. I stedet begynder han for første gang i de 25 år med misbrug at reflektere over sit liv og kommer frem til den konklusion, at han må forandre sig, men at han ikke magter det. Forunderligt nok er det i denne situation, at Brian som så mange andre fortvivlede og desperate mennesker vender sig til Gud og beder ham gribe ind.
Herefter følger en lang række begivenheder, hvorigennem Brian med Guds og kristne menneskers hjælp rejses fra skidtet for til sidst selv at hjælpe andre til et møde med den levende Gud. Skildringerne er detaljerede og troværdige og derved endnu en opmuntring til de troende om, at for Gud er alting muligt.

Et spændende menneske

Der findes en mængde lignende historier, men få, som forfatteren selv har udgivet. Brian Morris må være et spændende menneske. I sin stræben efter at nyde livet har han rejst mere, set flere ting, mødt flere interessante mennesker og udforsket flere sider af tilværelsen end de fleste. Og selv om denne forfølgelse af lykke tog kontrollen fra ham, har den også medført erkendelse af sandheden: Der findes ingen vedvarende lykke i et liv væk fra Gud.
At „jage dragen“ er metafor for at ryge heroin fra et stykke sølvpapir, et egotrip væk fra ansvarlighed og ind i „lykkelandet“, men som i virkeligheden bliver til afhængighed af den drage, der jager misbrugeren. På denne måde er historien et vidnesbyrd, ikke blot om en misbrugers omvendelse til troen, men om hele den humanistiske verdens afhængighed af lykkefølelse kontra det befriende og modige i at stole på, som Brian siger lige inden løsladelsen: „Gud ser hele billedet og ved fra starten, hvad det hele skal ende med“.

Brian Morris og Martin Saunders: Jaget af dragen – reddet af lammet
224 sider • 199,95 kr.
ProRex