Karen var død men blev levende

– Pludselig opdagede de, at jeg var faldet tilbage i sofaen, helt stiv med vidtåbne øjne og mund, fortæller 57-årige Karen Stochholm, der sammen med sin mand Peter er missionær i Sydafrika.Den 11. maj sidste år døde Karen Stochholm under et kristent møde i Sydafrika, hvor hun er missionær sammen med sin mand Peter. Hun var dog kun væk nogle få minutter. Bagefter er hun overbevist om, at det var et åndeligt angreb, men at Gud bevarede hendes liv.Torsdag aften den 10. maj kommer Karen Stochholm hjem fra et møde med en lille gruppe kristne fra kirken. Den 57-årige Karen Stochholm bor i Hillcrest i Sydafrika, hvor hun sammen med sin mand Peter har været missionær for Apostolsk Kirke siden 2002.
Karen husker det som et helt særligt møde.
– Ved mødet er der én, der siger, hun har et ord fra Gud til mig, inspireret af Mattæusevangeliet 16,18: ’…Dødsrigets porte skal ikke få magt over dig!’.
– Forbliv målrettet i det, du arbejder med, sagde hun til mig. Jeg tog ordene til mig, men tænkte så ikke videre over det, fortæller Karen.

Næste dag startede helt almindeligt. Karen tog til fitness og havde ellers en afslappet dag sammen med sine to sønner, Jonatan og Andreas.
– Peter var hjemme i Danmark. Og da drengene om aftenen tog ud med deres venner, bestemte jeg mig for at tage til det ugentlige bedemøde hos Gary og Anette, et ægtepar vi arbejder sammen med i dalen, nedenfor hvor vi bor, fortæller Karen.
Hun følte sig godt tilpas sammen med de 20-30 venner, som var samlet til et uformelt samvær med lovsang og bøn.
– Jeg kommer ind, sætter mig i en sofa og venter på en kop kaffe. Mens jeg sidder der, bliver jeg pludselig svimmel og husker ikke mere, før jeg vågner op igen noget senere, fortæller Karen.

En uges tid efter hændelsen fik Karen fortalt, hvad der var sket i de minutter, hun var væk.
– Pludselig opdagede de, at jeg var faldet tilbage i sofaen, helt stiv, med vidtåbne øjne og mund. Mit ansigt var blevet blåligt.
– De kunne se, noget var helt galt, og trak mig ned på gulvet for nærmere undersøgelse. Der var 2 sygeplejersker til stede. De konstaterede, at der hverken var puls eller vejrtrækning.
– En anden tilstedeværende fortalte, at han havde set adskillige døde mennesker. For ham var der ingen tvivl om, at jeg var død.

Vennerne fortalte Karen, at alle havde været grebet af forvirring og mest havde lyst til at løbe væk.
– Nogle ringede efter en ambulance. Nogle gik ind ved siden af for at bede intensivt. Nogle gav sig til at yde førstehjælp, fortæller Karen.
En af dem satte sig ved Karens fødder og prøvede at bede. Men hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle bede i denne situation, så hun begyndte at bede i tunger.
– Hun fortalte, at hun så ligesom et lysskær omkring mig, siger Karen og forklarer, at en af sygeplejerskerne gik i gang med hjertemassage. I begyndelsen uden resultat.
– Da hun næsten havde opgivet det, vågnede jeg pludselig op og sagde: ’Jeg har det fint! Hvad skete der?’ Derefter kastede jeg op.
– Nej, du har det ikke fint, sagde de andre! Bliv liggende!

Da der var gået ca. 20 minutter, og ambulancen stadig ikke var dukket op, besluttede Garry og Anette at køre Karen til hospitalet.
– Lægen, der var kardiograf, undersøgte mine reflekser, mine øjne, lyttede til mit hjerte og kunne ikke finde noget galt, fortæller Karen.
Hun blev overført til et andet hospital for at få udført hjernescanning, electrokardiografi og røntgenundersøgelse. Men undersøgelserne viste intet tegn på hverken hjerneblødning eller blodprop, så Karen blev udskrevet om formiddagen.
To gange i den efterfølgende uge var hun igen til undersøgelser.
– Lægen tog en EKG og en hjertescanning og testede min puls under belastning. Alt var fint. Så han sagde: – Jeg kan ikke forklare, hvad der er sket, fortæller Karen.

Selv er Karen ikke tvivl. Hun forklarer, at i området De Tusind Højes Dale, hvor de bor, er der en udpræget dyrkelse af forfædre og trolddom.
– Der er så stærk en åndelig nærhed af det onde i den dal, at det kan være en af grundene til, at det skete. For vi er med i et team, som arbejder i dalen, som taler meget imod forfædredyrkelse, og som beder med folk, der bliver kristne.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det var et åndeligt angreb, siger Karen. – Jeg var jo til undersøgelser for at sikre, at det ikke var en hjerneblødning eller en blodprop. Men jeg har ikke følt nogen som helst problemer, hverken før eller efter.
– Mange, som vi har bedt for, er blevet hjulpet. Og vi ved, at det er en udfordring af de åndelige magter, når vi beder for folk, siger Karen.

Hun ryster ikke i stemmen, når hun snakker om de onde kræfter.
– Jeg tror, at når man af hjertet siger: Herre, jeg vil, hvad du vil, vil gøre det, du taler til mig om at gøre! – så prøver Satan på alle mulige måder at ødelægge det.
– Men vi ved, at ’dødsrigets porte ikke skal få magt over os.’ Uanset hvad, så er Gud med os, når vi siger ja til at følge ham.
– Når den onde alligevel ’får lov’ at ramme os i et tilfælde som dette, ser vi også Guds omsorg i, at det positive udfald bliver et stærkt vidnesbyrd om Guds magt.
– Men vi ser det også i, at Gud ikke lod det ske, mens jeg kørte alene i bilen eller var blandt fremmede, men at det skete blandt 25 forbedere, hvoraf 2 var sygeplejersker!
– Er det ikke Guds omsorg? spørger Karen.

Hun føler, at troen på Gud er blevet styrket gennem dødsoplevelsen.
– Jeg har lært at takke Gud utrolig meget, siger Karen, der gerne deler ud af sin erfaring med at opleve åndelige angreb.
– Man skal ikke bare sætte sig ned og bede: – Gud pas på mig nu. Min holdning er, at jeg i løbet af dagen og natten og døgnets 24 timer siger: – Tak Gud!
– For det har betydning i den åndelige verden, at man er beskyttet af Gud, og det sker ved, at man giver ham taksigelse for hans beskyttelse og bevarelse, siger Karen.
Nu over et halvt år senere har Karen det stadig fint, også med at have været død.
– Jeg går ikke og spekulerer over, at jeg har været død, men jeg tror på, at det er Gud, der har tilladt det, for at hans navn kan blive æret, slutter Karen Stochholm.