Når hjernen tror på Gud

Kan man give hjernen religiøse oplevelser gennem en elektromagnetisk hjelm? Eller er religion bare et biprodukt af hjernens evolutionære udvikling?
20 unge fra Indre Mission er en del af et nyt forsøg, som skal skanne hjernens religiøse aktivitet.Et nyt hjerneskanningsstudie med 20 forsøgspersoner fra Indre Mission skal give indblik i, hvad der sker i vores hoveder, når hjernen tror.

– Bøn var den bedste religiøse opgave at måle, fordi den ikke krævede redskaber og kan gøres ”på kommando”, fortæller projektleder Ph.D. Uffe Schjødt fra Århus Universitet.

Projektet er endnu ikke færdiggjort, men interesserede kunne alligevel få et indblik i processen og tankerne bag den, da projektleder Ph.d. Uffe Schjødt fra Århus Universitet holdt foredrag på Teologisk Fakultet om sit studie af hjernens religiøsitet. Foredraget er ét af i alt fem foredrag under overskriften Videnskaben og Gud. Ud over en fremlæggelse af Uffe Scjødts projekt bød foredraget på en historisk rejse tilbage til både renæssancens filosoffer og psykiatriens fødsel.
– Der har nemlig været mange bud på, hvad religion, den menneskelige sjæl og bevidstheden kan være for nogle størrelser, sagde Uffe Schjødt.
Mange af dem er selvfølgelig blevet afskrevet sidenhen i takt med videnskabens udvikling. Ikke desto mindre synes disse tankepionerer at have lagt grunden til vores moderne opfattelse af os selv som bevidste væsner.

– Hvad er det, der sker i vores hoveder, når vi tror på religion? Tanken tager egentlig sit udgangspunkt i den franske filosof René Descartes (1596-1650), som gav det første bud på, hvor i hjernen bevidstheden sidder, forklarede Uffe Schjødt.
Descartes havde sat sig for at finde ud af, hvor i hjernen bevidstheden sad, og udarbejdede sin dualistiske teori. Han skelnede mellem det materielle og det immaterielle og mente, at kroppen nærmest bare var en maskine, som styredes af bevidsheden. Dengang havde man ikke de fornemme MR-skannere, vi i dag bruger til at skanne hjernen. Så man måtte ty til mere voldsomme metoder, når en hjerne skulle studeres. Allerede dengang vidste man dog, at hjernen var opbygget symmetrisk; der var en højre og en venstre hjernehalvdel, og alt på den ene side var nøjagtigt gengivet på den anden. På nær et enkelt organ, som vi i dag kender som koglekirtlen. Den var der kun én af, og Descartes mente, at bevidstheden sad der.
– I dag ved vi, at det ikke er tilfældet. Men det interessante er, at Descartes her rammer to store filosofiske problemer i forbindelse med sjæl-legeme-diskussionen, som stadig gør sig gældende den dag i dag, forklarede Uffe Schjødt.
Det første kendes som Homunculusproblemet og kan gengives i en simpel udgave ved følgende tankeeksperiment: Hvis man f.eks. siger ”jeg har en hjerne”, hvad er så dette ”jeg”, der har hjernen, og hvor befinder det sig? Ved at påstå dette må der nødvendigvis være et ”jeg”, der oplever de ting, som hjernen sanser. Med andre ord: Hvis bevidstheden styrer kroppen, hvad styrer så bevidstheden?

Det næste problem kaldes Forbindelsesproblemet og dækker over en mere omfangsrig diskussion. Nemlig problemet om forbindelse mellem det immaterielle og det materielle – altså bevidstheden og kroppen. Hvordan kan noget, som ikke eksisterer i den materielle verden, have indvirkning på den, og omvendt? Hvor kan vi finde beviser for en ”bro” mellem den materielle og den immaterielle verden?
– Disse to problemstillinger skulle vise sig at få indflydelse på en lang række andre teorier om hjernens, bevidsthedens og kroppens korrelation, sagde Uffe Schjødt.
Nogenlunde samtidig som Descartes fremlagde sine teorier, kom også en anden filosof på banen. Spinoza (1632-1677) mente, at der slet ikke var tale om nogen immateriel bevidsthed og fastholdt en såkaldt monistisk teori. Han åbnede for tanken om, at der er nogle fysiske træk, som afspejler, eller har indvirkning på, bevidstheden. Derfor er begreberne sjæl og bevidsthed ikke andet end udtryk for bestemte hjernefunktioner og -processer.
Forklaringen på hjernens opførsel og vores tilsyneladende bevidsthed skal altså ikke findes introspektivt, men kan studeres gennem vores adfærd. Disse teoretikere kaldes også behaviorister efter det engelske ord behavior, som betyder adfærd.

Bevæger man sig længere frem ad tidslinjen kommer der en række nye teorier om emnet på banen. Her kan bl.a. nævnes verdenskendte personligheder som Sigmund Freud (1856-1939) og Noam Chomsky (1928 – ). Men først i de senere år fødes den moderne hjerneforskning. Man finder ud af, at hjernen faktisk sanser kroppen på en anden måde, end man tidligere har troet. Der findes nemlig bestemte fysiske steder i hjernen, som styrer tilsvarende bestemte kropsdele.
– Forsøg, hvor man påvirker hjernen med kraftige magnetfelter, viser, at man kan få kropsdele til at bevæge sig ufrivilligt – f.eks. en arm, der pludselig løfter sig, når et bestemt område i hjernen påvirkes, forklarede Uffe Schjødt.
Det samme gælder tænkning. For uanset om man ser farven blå, eller kun tænker på den, så aktiveres det samme område i hjernen. På den måde finder man ud af, at hjernen rummer både sansning og tænkning.
– Omkring specifikke teorier om religion og religiøse oplevelser i hjernen skelnes der mellem stærke hjernehypoteser og evolutionære hjernehypoteser.

Den nok mest fremtrædende i vor tid er en evolutionær hypotese, man kan kalde ”Religion som hjerneparasit”, forklarede Uffe Schjødt.
Denne teori går ud på, at menneskets forestilling om religion og religiøse oplevelser er et biprodukt af hjernens udvikling gennem evolutionen. Hjernen indeholder en række intelligenser, som gør, at bestemte ting opfattes intuitivt af hjernen. F.eks. at tyngdekraften gør, at mennesker ikke kan flyve, og at de fysiske tings masse bevirker, at vi ikke kan gå gennem vægge. Men ved siden af al denne intuitive intelligens findes også en såkaldt mod-intuitivitet. Det der gør, at vi f.eks. undrer os over ting, som ingen logisk forklaring har, og derfor kan afskrive dem som ikke-eksisterende – f.eks. flyvende mennesker.
– Tilhængere af teorien mener derfor, at religion er den perfekte kombination af genkendelige aspekter, som er intuitive for os, og de små anormale ting, som aktiverer vores mod-intuitivitet, forklarede Uffe Schjødt.
Derfor kan konceptet omkring spøgelser godt accepteres af nogle mennesker – også selvom et spøgelse kan gå gennem en væg.
– Derfor ligner alle verdensreligionerne hinanden. F.eks. er guderne altid usynlige, men har ellers menneskelige egenskaber. De religiøse idéer, som ikke taler til vores grundlæggende menneskelighed, glemmes hurtigt og overlever derfor ikke gennem historien, fortalte Uffe Schjødt.
Af de stærke hjernehypoteser kan nævnes Michael Persingers teori om, at religiøse oplevelser findes i den del af hjernen, som kaldes temporallappen. Han har udført en række kontroversielle forsøg med den såkaldte God Helmet (på dansk: Gudshjelm), som tilsyneladende skulle give forsøgspersonen nogle ekstraordinære mystiske og religiøse oplevelser vha. komplekse magnetfelters påvirkning.
– Denne teori er dog langfra plausibel og har ikke kunnet replikeres af andre videnskabsfolk. Fælles for de stærke hjernehypoteser er, at de ofte forsøges hensat til et bestemt fysisk sted i hjernen, jvf. Homunculusproblemet. Teorierne baseres desuden ofte på forsøg, som ikke kan genskabes af andre, fortalte Uffe Schjødt.

Uffe Schjødt afsluttede sit foredrag ved at fortælle om sit eget studie af religion i hjernen. Studiet er en del af hans ph.d.-afhandling, hvor han nu er ca. halvvejs.
– De forsøg, jeg har lavet indtil nu, indebar 20 unge fra Indre Mission, som alle skulle lægge sig ind i skanneren og udføre en række opgaver. På den måde ville vi måle hjernens aktivitet, når patienten udfører en religiøs adfærd, forklarede Uffe Schjødt.
Han gjorde derefter klart, at der er en række problemer, der skal omgås, når man laver en såkaldt fMRI-skanning. F.eks. er der ingen mulighed for at bevæge kroppen eller udføre bestemte ritualer i skanneren, som ofte kan være forbundet med religiøse oplevelser. Det samme gælder de religiøse opgaver, patienterne skulle udføre, for hvordan kan man fremtvinge en religiøs oplevelse?
– Vi valgte at bruge bøn. Bøn var den bedste religiøse opgave at måle, fordi den ikke krævede yderligere redskaber og kan gøres ”på kommando”, fortalte Uffe Schjødt.
De 20 unge fik derpå besked om at udføre følgende opgaver i skanneren:
1) Bed Fadervor, og fremsig derefter en almindelig børneremse. 2) Bed derefter improviseret. 3) Bed en personlig bøn, og fremsig derefter en række ønsker til julemanden.
– Meningen er her at lede efter en forskel i hjerneaktiviteten mellem den religiøse adfærd og den ikke-religiøse adfærd. På forhånd havde jeg opstillet to hypoteser, som begge viste sig at være rigtige, forklarede Uffe Schjødt.

Resultaterne viste nemlig, at de forskellige former for bøn gav forskellige former for hjerneaktivitet. Derved er det bevist, at religiøsitet ikke sidder et bestemt sted i hjernen, hvilket var den første hypotese. Omkring de andre opgaver viste forsøget, at der overraskende ingen forskel var i hjerneaktivitet mellem fremsigelsen af Fadervor og derefter børneremsen.
– Dette behøver dog ikke at betyde, at personerne ikke tror på det, de beder i Fadervor, men blot at det er en så indlært remse, at den opfattes af hjernen som enhver anden remse, sagde Uffe Schjødt.
I den sidste opgave med personlig bøn over for ønsker til julemanden var der til gengæld stor forskel!
– Ved bøn aktiveres de sociale kognitive områder i hjernen – nøjagtig de samme som aktiveres, når vi taler med et andet menneske, konkluderede Uffe Schjødt.
Og dette var netop hans anden hypotese. Personlig bøn til Gud svarer for en troende til personlig samtale med et andet menneske.
– Sådan er det imidlertid ikke med julemanden. Her aktiveredes hjernens områder for abstrakt tænkning, sandsynligvis fordi forsøgspersonerne absolut ikke tror på julemanden, sagde Uffe Schjødt.
Han forklarede videre, at det er klart, at disse forsøg ikke er fyldestgørende i hans søgen efter religion i hjernen, og at han endnu ikke har fundet et bestemt religiøst system eller et Guds-område i hjernen.
– Men jeg leder stadig, var den afsluttende bemærkning fra Uffe Schjødt.

Cand. scient. Kristian Bánkuti Østergaard, næstformand for tidskriftet Origo
– om videnskab, skabelse og etik –
svarer på spørgsmål her i Udfordringen
Skriv til tro-og-viden@udfordringen.dk