Præster var splittede… I dag beder de sammen

Nu samles præster fra Aalborgs folke- og frikirker til bøn hver fredag morgen.Nogle var med i Evangelisk Frikirkeråd, endnu flere i Evangelisk Alliance, og atter andre havde et Evangelisk Alliance for sig selv. Og en menighed som Aalborg MenighedsCenter stod helt uden for alle netværk.

John Nielsen har været primus motor i præstenetværket siden 2001. Enheden mellem præsterne i Aalborg smitter nu af på menighederne, som involveres i fælles bøn.

Sådan var situationen i Aalborg i 2001, men det kunne præsten i Bethaniakirken i byens centrum ikke stiltiende acceptere: Derfor startede John Nielsen et præstenetværk, hvis eneste dagsorden var at bede for byen:
– Hvor vi før vogtede på hinanden, er vi nu blevet venner, fortæller han i dag.
I dag er ca. 15 præster med i netværket, og alle frikirker og fire folkekirkelige menigheder er repræsenteret. Netværket har gjort de tidligere netværk overflødige. Og nu er David Hansen fra Aalborg MenighedsCenter også med.

Beder for udsatte unge

Og hvad gør de så? Jo de mødes hver fredag morgen, hvor de plejer at være 10-11 stykker samlet. I 2006 inviterede de amerikanske Rhonda Hughey til en bedekonference. Året efter satte hun en proces i gang, hvor præsterne bad mere målrettet for byens behov:
– Vi er fx blevet opmærksomme på, at der er ca. 300 utilpassede unge i Aalborg, hvor børn helt ned til 12 år er på stoffer, fortæller John Nielsen.
– Omkring 40 af dem holder til i Kennedy Arkaden i byens centrum. Stedet fik især mediebevågenhed, da en 15-årig myrdede en 47-årig mand.
– Det har gjort, at vi har taget et ansvar for de unge i bøn og i det hele taget identificeret os med byens nød.
Har det ført til konkret hjælp til de unge?
– Nej, ikke endnu, men det kan være, at det kommer.

Fælles bedevandringer

Til gengæld har netværket medført, at to menigheder med 25 meters afstand har indledt et samarbejde. Bethaniakirken, som tilhører Missionsforbundet, og Bethelkirken, der er en baptistmenighed, har bl.a. arrangeret fælles bedevandringer, hvor de er gået rundt på byens gader og torve og har bedt for bl.a. politistationen.
I lørdags arrangerede netværket desuden 24 timers uafbrudt bøn for byen.