Brian var gangster

Brian Mikkelsen solgte narko og våben på Nørrebro. Og stak en kniv i maven på en tilfældig… I dag advarer han unge…- En dag blev jeg puffet til – og fór i flint: Skal du smage noget stål, råbte jeg og stak en kniv i maven på ham! Han stak af og jeg blev ikke morder den dag – heldigvis!Brian Mikkelsen er kendt med gadevold – for han var selv gangster på Nørrebro, hvor tyveri, narkohandel og våbenbrug var hverdagskost. I dag advarer Brian unge mod kriminalitet. For selv om man har ondt i sjælen, giver det ingen ret til at slå andre ned.
Brian Mikkelsen ved hvilke skæbner der gemmer sig bag de rå voldsepisoder, vi dagligt hører om i medierne. Han ved af erfaring, at der ofte er alkohol og stoffer indblandet:
– Da jeg var 11 år begyndte jeg at ryge hash jævnligt. Jeg tog på Christiania, for der var folk flinke og ville gerne ryge tjald med os, fortæller han.
Hashmisbruget og de jævnlige tyverier eskalerede og blev til amfetamin og vold med knive og skydevåben.
I dag er Brian Mikkelsen 38 år. Han har for længst forladt sit turbulente ungdomsliv og uddannet sig til pædagog.

Historien om Brian Mikkelsen starter, da hans far forlod hans mor. Brian var tre år.
– Mor havde meget ondt i livet og svært ved at se hverdagen i øjnene. Jeg har aldrig været i tvivl om mors kærlighed. Men nogle har bare flere ressourcer end andre. Mor havde ikke så mange, fortæller Brian.
Lægevagten kom jævnligt på besøg hos den lille familie, og Brians mor fik dagligt morfinpræparatet Ketogan for bare at overkomme støvsugning og madlavning. Ofte måtte Brian ringe til lægevagten:
– Jeg var syv år, da jeg ringede til lægevagten – og fik afslag. Den dag mistede jeg tilliden til voksne, husker Brian. Hans utryghed voksede de følgende år:
– Mor støvede kærester op på værtshuse. Vi fik penge til slik og så tv, mens hun var i byen, men hen mod midnat var det ikke sjovt længere. Var der sket noget med min mor? Skal vi nu have en ny mand i huset? Jeg blev usikker og bange af natur, siger Brian.
– Mor blev tit uvenner med kæresten og udsat for fysiske og psykiske overgreb, men naboerne kom heldigvis til hjælp. Også politiet kom, men de tog ham aldrig med! Min utryghed voksede da jeg så, at jeg ikke kunne bruge politi, læger eller forældre til noget.

Brians og hans lillebror blev flyttet mellem hjemmet og en døgninstitution i København 24 gange. Brian har gået på ni forskellige skoler, og kompenserede hele tiden for sin utryghed ved at blive ”klassens klovn”. Han var sjov udenpå, men ked af det indeni. Da han var 11 år fik han pludselig ondt i maven og gik alene op til en socialrådgiver.
– Jeg sagde rent ud til socialrådgiveren: Jeg har brug for at flytte hjemmefra. De tog mig alvorligt og jeg kom på en børneinstitution, fortæller han.
Men det var som at ryge fra asken og i ilden. Han boede sammen med andre teenagere, og de gik på butikstyverier.
– Jeg var lækkersulten og tænkte: Hvad hvis man gik ned i Fakta og stjal noget? Jeg fik hjertebanken. Jeg gik derned med en kammerat, gik udenom kassedamen og landede ved noget kagekrymmel. Jeg tog det i lommen og skyndte mig ud. Stod så hundrede meter væk og spiste det. Jeg fik et adrenalinchok, som om jeg lige havde lavet et bungee-jump! Den dag flyttede jeg en grænse, som fik afgørende betydning mit liv.
Brian stjal nærmest hver eneste dag. Han fik tilbudt hash for første gang, og sagde ja for ikke at føle sig udenfor.

– Jeg var helt vild og elskede at høre de andre sige: Brian han er bare for syg!
Halvandet år senere fik Brians far forældremyndigheden, og Brian flyttede hjem til ham, uden at det ændrede noget.
– Jeg røg hash på mit værelse, men min far kom aldrig og stoppede mig. I stedet for at skælde ud, sagde han: Pas på hvad du stjæler, men hvis du finder en mikrobølgeovn, så er jeg interesseret!
Stofmisbruget eskalerede og Brian tog nu også amfetamin sammen med vennerne i Nordvestkvarteret. Han var god til at skaffe stoffer, tøj og våben. Vennerne kunne bestille, hvad de ville, og så gik han ud og stjal det. Det gjorde ham populær i gruppen.
– Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke var junkie. Det hele handlede om penge og smarte biler, og for 500 kr. amfetamin fik man en enorm selvtillid! Men bagefter bliver man deprimeret og risikerede at få en psykose, siger han.

Brian var nu 16 år gammel og en del af en gruppe på 12-15 drenge. De gik med baseball-bat og knive og var ofte i klammeri med politiet. Det måtte gå galt og det gjorde det også, da Brian og vennerne engang var i biografen.
– Jeg tændte helt af, fordi jeg kunne identificere mig med forbryderne i filmene. En dag på vej ud af biografen blev jeg puffet til – og jeg fór i flint! Jeg råbte til manden, om han skulle smage noget stål. Manden knyttede næverne, men jeg stak med det samme en kniv i maven på ham. Heldigvis stak han af, mens jeg rasede og løb efter ham. Jeg nåede ham ikke og blev så ikke morder den dag…
Brian blev senere den nat anholdt af Uropolitiet, og de fandt knojern, knive og slangebøsser med stålkugler på hans værelse. Selvom han stod til seks års fængsel, fik han kun 13 dages isolationsfængsel og en betinget dom på to år.

Brian flyttede i egen lejlighed, blev kendt i nabolaget og gik nu også med skydevåben. Han blev pusher og kom hurtigt til penge.
– Jeg var elsket og beundret, men også frygtet og foragtet – og til sidst kendt for at pløkke løs fra min altan. Folk troede, at jeg altid havde skarpladte våben på mig. Dermed undslap jeg også en dag for at få bank af en granvoksen pusher. Jeg havde nemlig i en brandert truet hans kone og en af hans venner med en pistol…
– Jeg spiste mange piller, men når stofferne ikke længere virkede, havde jeg lyst til at dø, fortæller han.
Misbruget omfattede nu også heroin, og Brian gjorde hvad han kunne for at flygte fra sin tragiske virkelighed. Da han var 19 år, døde hans lillebror, og Brian ”gik helt i hundene” sammen med sin mor. De købte Ketogan på gaden for at lindre smerten, og Brian var stofmisbruger og pusher på fuld tid. Hans kæreste var narkoprositueret. Deres forbrug var på ca. 63.000 kr. om måneden.
– Men en dag hvor jeg render rundt på Halmtorvet ved Istedgade med en brækket kæbe og leverbetændelse, møder jeg pludselig en gruppe kristne nordmænd fra Oslo Kristne Center. Kender du Jesus, spurgte de og henviste til det kristne værested Klippen.

– Jeg kom mest for varmens og kaffens skyld. De spurgte, om jeg havde lyst til at give Gud en chance. Jeg svarede ja, hvis bare jeg kan komme væk fra Istedgade i tre måneder.
De kristne bad for Brian og lagde hænderne på ham, og fra den dag skete der noget.
– Tænk, at der er nogen, der vil røre ved mig, tænkte jeg. Vil de have mine penge, min hjerne eller hvad? Men de var ærlige og talte sandt.
Brian have dårlige øjne, men ingen briller, så de kristne skaffede ham en Bibel med store bogstaver. Brian kom på det kristne hjælpecenter Marita og i løbet af halvandet år fik Brian en større tro på Gud.
– Jeg begyndte at stole på det, Bibelen siger og tænkte: Jeg går fra at tro på mennesker til at tro på Gud. Hvis han ikke lyver, så er jeg ifølge Bibelen tilgivet alt! Og jeg kan få en ny chance! Det var fantastisk!
I dag har Brian Mikkelsen været stoffri i 15 år. Han har et godt liv og en familie med tre børn. Han skylder dog stadig penge væk pga. sit tidligere misbrug.
– Men med Guds hjælp har jeg fået et job. Min kone og jeg har lige haft kobberbryllup og jeg skal snart lede en afdeling med 16 medarbejdere, siger han. Han arbejder i øjeblikket på det kristne opholdssted Jabes, hvor han er pædagog og støtteperson for socialt belastede unge. Derudover rejser han rundt på skoler og holder foredrag.