Imod at lukke kirker i København
Københavns Stiftsråds løsning på lav kirketilslutning i København er at lukke ti kirker… Andelen af folkekirkemedlemmer i Københavns Stift er siden 1990 faldet fra 80,3 procent til 66,0 procent.
Derfor foreslår Københavns Stiftsråd nu, at ti kirker tages ud af brug som traditionelle sognekirker. Det skal ske som et led i en større strukturændring. Den skal sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne og samtidig spare penge, så kirkeskatten kan holdes i nede.
Stiftsrådets anbefalinger skal nu drøftes med de lokale menighedsråd. De er – sammen med Kirkeministeriet – de eneste, der kan beslutte en sognesammenlægning. Og langt fra alle vil på forhånd acceptere, at deres kirke må dreje nøglen om.
Én af kirkerne på stiftsrådets minusliste er Sankt Pauls Kirke i Holmens Provsti. Her vil formand for menighedsrådet Anne Ardenkjær kæmpe videre for kirkens overlevelse:
– Kirken er altså ikke præsternes, provsternes, biskoppernes eller stiftsrådets. Den er menighedens, siger sognepræst Lars Henriksen.
– Med vores små 3000 medlemmer er vi det største sogn inden for voldene, men vi har de laveste driftsudgifter pr. medlem. Hvorfor spare det sted, hvor det er billigst, siger han.
Men Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, bakker op om stiftsrådets forslag om at lukke de ti kirker.
Det er bl.a. Bavnehøj Kirke på Vesterbro, Samuels Kirke på Nørrebro, Sankt Andreas Kirke i Vor Frue provsti og én af de tre kirker i Blågårdens Sogn.
Kapernaum og Ansgar sogne i Bispebjerg-Brønshøj provsti lægges sammen til ét sogn med én sognekirke. Den anden kirke vil blive lukket.
Sjælør Kirke eller Frederiksholms Kirke tages ud af drift. Og Gethsemane Kirke på Vesterbro foreslås brugt som lejlighedskirke og kulturhus.
/KP/sl
Der er vel ikke noget galt med formen…?