Politiken-redaktør forsvarer kristendom
Per Knudsen går i rette med teaterinstruktørs advarsel mod kristen fundamentalisme.Da Det Kongelige Teater forleden havde premiere på en nyopsætning af Kaj Munks skuespil Ordet, benyttede stykkets instruktør Lars Norén anledningen til at advare mod kristen fundamentalisme i dag:- Jeg synes, at gudstro og fascisme ligger meget tæt på hinanden, sagde teaterinstruktøren til Berlingske Tidende.
Det fik Politikens tidligere chefredaktør Per Knudsen op af stolen:
– Norén lukker øjnene for religionens positive betydning for vores moralske, sociale og spirituelle værdier, skriver han i en klumme i gratisavisen 24 timer d. 21. april.
Lars Norén strammede den yderligere:
– Troen på Jesus ligger tæt op ad dyrkelsen af Hitler.
– Det er så her, det går helt galt for Lars Norén, svarer Per Knudsen, – for hvordan kan han postulere et åndeligt slægtskab mellem et menneske, der slår korsets tegn og i fred og ro beder sin aftenbøn og et menneske, der strækker armen og råber Heil Hitler?
Når Lars Norén ud fra Kaj Munks personlige historie drager konklusionen, at guds-tro ligger tæt på fascisme, lyder han for mig at høre selv som en fundamentalist, siger Knudsen:
– Han overser, at religion også kan være en værdifuld ekstra dimension på livet, når vi skal finde en mening med tilværelsen på denne roterende planet midt i universets uendelighed.
/sl