Gud rører tusinder i Florida og hundredetusinder via tv

Fra 700 til 3000 på en uge, fra 3000 til snart 150.000 på tre uger. Og via tv kan millioner følge med. Er en vækkelse på vej fra Florida?Guds kraft. Og menneskers hunger efter Gud. De to synes at have mødt hinanden i Florida, pludseligt og uforudset.

– Jeg har aldrig set noget som det her, siger Todd Bentley, der har bedt for syge over hele verden, om vækkelsesmøderne i Florida.

Det sker nu, og det begyndte d. 2. april med en lille møderække i Ignited Church i Florida, et sted med plads til 700 mennesker. Kirkens hjemmeside, og selv nogle verdslige medier, bugner med historier fra mennesker, der har deltaget i møderne, om mirakler og fornyet tro.
Prædikanten Todd Bentley står for arrangementet, han beder for mennesker, og efter sigende bliver mange mirakuløst helbredt for sygdomme. Efter første uges møder kom der flere og flere til, og brandvæsenet tvang dem til at sprede sig ud på parkeringspladsen, fordi de var for mange i bygningen. Men så kom der bare endnu flere. Mere end 30.000 kom til kirken i løbet af de første 25 dage (og det var vel at mærke en møderække, der kun skulle have varet et par dage). Der var simpelthen ikke plads. Men de stoppede ikke, for Gud gjorde noget her.
Efter 3 uger flyttede møderne til en lokal ’mega-kirke’ med plads til 3000, men man måtte stadig afvise folk i døren. Pinsekirker over hele USA og Canada er begyndt at transmittere møderne live på storskærm i stedet for at holde gudstjeneste. Nu er det meningen, at Ignited Church og Todd Bentley vil leje Floridas Tigers’ baseballstadium med plads til 150.000 i weekenderne.
– Jeg har aldrig set noget som det her, siger Todd Bentley til avisen The Province.

Videre via tv
og internet

Og det, der sker, forbliver ikke i Florida. Iginted Church’s hjemmeside, hvor møderne lægges op som lange videoklip, har snart haft en halv million besøgende. Det er kun én af mange hjemmesider, der transmitterer møderne. I Danmark kan man se møderne på tv-kanalen GOD TV, hvis man har satellit-tv, og på hjemmesiden www.god.tv. Her er der også masser af beretninger fra mennesker, der har oplevet Guds nærvær igennem tv-skærmen, nogle endda med mirakuløse helbredelser til følge.
– Gud rører millioner over hele verden igennem GOD TV. Herren har vist mig, at han stablede denne tv-station på benene på dette tidspunkt for at bebude de sidste dages største helbredelses og høst-vækkelse, siger Todd Bentley til tv-stationen.
Og tv-stationen er ikke uenig:
– For første gang i verdenshistorien kan hele verden opleve vækkelse LIVE, som det sker, skriver GOD TV på deres hjemmeside.

Danskere på vej

To, der har set GOD TV i de sidste uger, er præsteparret Sten og Else Thomsen fra den københavnske ”Frikirken på Havnen”. De oplevede, siger de, Gud ramme dem midt i stuen med stor kraft, og så tænkte de ”Hvad sker der her? Det må vi have noget af!”
– Jeg kan ikke sidde her i København, siger Else. – Jeg kan huske, hvad det betød i mit liv, for min familie og menigheden, da vi var i Toronto i 1997.
Dengang skete der noget lignende, og det bredte sig til mange danske frikirker.
Så nu tager de af sted. Når de vender hjem om et par uger, interviewer Udfordringen dem og følger op på historien.

Møderne fra Florida
på internettet:

www.god.tv
www.ignitedchurch.com
www.freshfire.ca

Læs også her