Åndelig fornyelse
’Ilden’ falder også i København

De mærker Gud fysisk i Københavns Bibeltræningscenter. ”Ilden er brudt løs”, siger pastorerne. ”Vækkelse er begyndt”.Den københavnske frikirke KBC holder nu ekstra møder fire gange om ugen og har gjort det siden d. 4. maj. Mennesker føler Gud fysisk, nogle bliver helbredt.

Et af fænomenerne er, at nogle – ikke alle – under forbøn falder bagover og oplever en salig tilstand.

Der kommer ofte 100-200 til ekstramøderne, men denne onsdag aften er der 45.
Nogle står, andre sidder, lydmanden har en hånd i vejret og en på knapperne, kameramanden beder i stedet for at koncentrere sig om at filme, og hans ”Ja!” og ”Amen!” kan nok ikke undgås at komme med på båndet.
Ind imellem lovsangene kan man høre tungetale. Da pastor Jens Garnfeldt træder frem og råber ”Lad Din ånd falde!” er der en del, der falder med.
Da han kalder folk op til forbøn, er det kun fire, der kan blive siddende.

Guds ånd brød ind

Det hele startede på et møde, der skulle have været aflyst, fordi gæstetaleren ikke kom.
– Guds ånd brød pludseligt ind i mødet på en så intens måde, at vi fysisk kunne mærke, hvordan Hans nærvær lagde sig tungt omkring os, fortæller Jens Garnfeld.
Så de prøvede et møde til. Og et til. Og et til. Nu er der ekstramøder hver onsdag til lørdag kl. 19, og KBC har ingen planer om at stoppe.
– Ilden fortsatte med at falde. ’Ilden’ er en oplevelse af Guds nærvær som en varm, brændende oplevelse, uden at det gør ondt, forklarer pastoren.
– Helligånden kommer over mennesker for at udruste os. Ikke for at vi skal have en oplevelse eller et kristent cirkus, men fordi vi behøver Guds kraft, så vi kan hjælpe hinanden og elske hinanden.

Helbredelser

Jens Garnfeldt beder flere aftner om ugen for mennesker i Københavns Bibeltrænings Center, der nu har til huse på Hedemarksvej 15 i Albertslund, hvor Helligånden åbenbart er meget nærværende.

I løbet af aftenen kalder han også nogle op, fordi han føler Gud tale til sig om helbredelse af folk i menigheden.
– En aften havde vi et ægtepar siddende, som begge led af en svær grad af diabetes. De blev helbredt på mødet.
Det kunne de måle på deres blodsukker, som før den aften havde været helt ude af kurs.
Også de følgende tre dage, hvor de valgte ikke at tage medicin, viste målingen, at deres blodsukker lå normalt. Da vi senere talte med dem over telefonen for at høre, hvordan det nu gik, fortalte de, at det gik godt.
De var netop i gang med at nyde nogle store flødeskumskager, noget de ikke havde kunnet spise længe på grund af netop diabetes, fortæller Jens Garnfeldt.

”Begyndelsen”

Jens Garnfeldt tror, at dette er en begyndelse. At denne ’ild’, som han beskriver det, vil bryde ud i kirke efter kirke om ikke mange måneder.
For den udenforstående kan stilen i KBC se underlig ud med folk, der falder og ryster og råber. Men det er ikke det, der handler om. Det er det indre.
– Vi skal have et fællesskab med Jesus, hvor det ikke handler om hvad, vi kan få, men om at være sammen med Ham. Hvis bare det kan begynde, kan alt ske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pas på

Jens Garnfeldt advarer dog også:
– Der står, at Helligånden kommer som en due. Hvordan er en due? Den er nem at skræmme væk.
– Foragt ikke den lille begyndelse. Det er nemmere at slå ihjel end at begynde. Man skal bare håne, kritisere og ringeagte. Vi danskere er verdensmestre i at tale os ud af det, før det går i gang. Vi er analytikere.
– Mit ægteskab begyndte med et kys. Og så blev jeg sulten efter mere. Hvis jeg havde sagt ”aj, det er ikke et ægteskab” og analyseret på det i stedet for at forfølge det…
Han lader resten være usagt og fortsætter:
– Det, vi oplever i Danmark og i Florida, er det, der er sket over hele Jorden, i Afrika og Sydamerika.
Jeg tror, vi står over for verdenshistoriens største vækkelse. Og derfor skal vi have ilden. Ellers har vi ingen kraft. Send din ild, Gud. Vækkelse i Danmark er begyndt. Hvis bare vi ikke taler os selv ud af det. Vi er begyndt at se helbredelser. Vi er i begyndelsen.