Anders Fogh fejrede det israelske mirakel

Statsministeren var i sidste uge på officielt besøg i Israel. Han fremhævede de titusindvis af danske volontører på kibbutzer i Israel som brobyggere mellem Danmark og Israel.ISRAEL – Både Danmark og statsminister Anders Fogh Rasmussen blev hyldet som en trofast ven af det jødiske folk og Israel da han blev udnævnt til æresdoktor i filosofi ved Universitetet i Haifa. Anne-Mette og Anders Fogh Rasmussen fejrede Israels 60-års jubilæum og talte om det israelske mirakel.

– Redningen af jøderne under Anden Verdenskrig har skabt hellige bånd mellem Danmark og Israel, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han talte på universitetet i Haifa i sidste uge.

I sidste uge var Anders Fogh Rasmussen på officielt besøg i Israel i forbindelse med fejringen af 60-års jubilæet for den jødiske stats oprettelse.
I sin officielle tale kom statsministeren ind på det gode forhold, der er mellem Danmark og Israel. Han fortalte, at titusinder af danskere har været i Israel som volontører på kibbutzer og andre steder. Disse er ifølge statsministeren blevet værdifulde advokater for de dansk-israelske forbindelser. Dette styrkes også af danske immigranter, studenter, turister og forretningsfolk, som besøger Israel.
– Israels resultater de seneste 60 år er bemærkelsesværdige. I løbet af blot to generationer har Israel udviklet sig fra et svagt landbrugssamfund til et yderst moderne og velstående samfund, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Det er et mirakel

Statsministeren fortsatte de rosende toner med at fremhæve det, der gør Israels udvikling til noget helt specielt.
– Det er funderet på demokratiske værdier og sunde økonomiske principper. Det er et enormt resultat. Israel har med succes integreret millioner af immigranter fra hele verden. Og Israel er i dag et center for forskning og internationale investeringer, for ikke at glemme det rige kulturliv. Dette er det israelske mirakel, sagde Fogh Rasmussen.

Reddede jødene

Danmark har fortsat en høj stjerne i Israel, fordi danskerne i løbet af nogle uger sørgede for, at de fleste jøder kunne flygte til Sverige – væk fra nazisterne.
Præsidenten ved Universitetet i Haifa, professor Aaron BEn-Ze’ev, fortalte, at han som skoledreng blev imponeret over, hvordan danskerne med fare for deres eget liv reddede jøderne fra deportation til dødslejrene.
– At gøre det rigtige synes at være en integreret del af den danske karakter. Det danske folks handlinger er et skinnende lys i de mørke kapitler fra Anden Verdenskrig, sagde Ben-Ze’ev.

Hellige bånd mellem
Danmark og Israel

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde, at redningen af jøderne har skabt hellige bånd mellem de to nationer.
– Gennem århundreder har jøderne været en værdifuld del af det danske samfund. Redningen af danske jøder under Anden Verdenskrig står som et betydningsfuldt symbol på vore stærke forhold. Danskerne anså forfølgelsen af jøder som forfærdelig og yderst uacceptabel vold mod sine medborgere, naboer, venner og kollegaer. Derfor var der mange modige mennesker, som handlede, sagde Anders Fogh.

Ven med Israel

– Danmark har helt fra begyndelsen af støttet oprettelsen af staten Israel. Vi forstår fuldt ud, hvorfor jøderne var fast besluttede på at skabe deres egen stat. Efter århundreder med forfølgelser og smerter, efter nazisternes grusomme folkemord, var der ikke nogen anden løsning end at skabe et hjemland. Et land for de overlevende, et Israel som kunne støtte og beskytte sine indbyggere.
– Derfor stemte Danmark for delingsplanen i FN i 1947. Derfor deltog vi i at sikre den nødvendige majoritet. Vi valgte at tage et standpunkt, og vi valgte at være en ven med Israel. Dette vil vi fejre ved Israels 60-års jubilæum, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Som afslutning på arrangementet blev Anders Fogh Rasmussen på højtidelig maner udnævnt til æresdoktor i filosofi ved Haifa Universitet.