Burmesere inviterer til Bornholm
200 burmesiske flygtninge fra hele Danmark ventes at deltage i stævne den 10.-14. juli.60 flygtninge fra Burma, bosat på Bornholm, har inviteret de andre burmesiske flygtninge i Danmark til Bornholm d. 10.-14. juli 2008. Det forventes, at ca. 200 kommer.
De ca. 900 flygtninge kommer alle fra Chin-provinsen i Burma, nuværende Myanmar. De er alle kristne, de fleste er baptister, og lokalt er de en aktiv del af Baptistkirken Bornholm.
Det kristne flygtninge-stævne har fundet sted i fire år, dels i Jylland og dels på Fyn, som har store grupper af chin-flygtninge.
Sammen med Multietnisk Kulturhus arrangerer flygtningene og Baptistkirken Bornholm åbent hus søndag d. 13. juli. Dagen starter med gudstjeneste kl. 10 i aulaen på Bornholms Erhvervsskole. En chin-præst fra USA, Dr. Hre Kio, prædiker, og der oversættes til dansk.
Derefter går deltagerne over på Åvangsskolen, hvor der vil være en tale af 1. viceborgmester Jacob Kjøller fra Bornholms Regionskommune. Der vil blive serveret burmesisk mad, blive sunget og danset af burmeserne. Thomas Petersen fra Den Danske Burma Komité vil tale om Er der håb for Burma? på baggrund af munkenes strejke i 2007 og orkanen Nargis i dette forår. Alle kan gratis deltage i dette Åbent Hus-arrangement.
/sl