Fin, fin film!

C.S. Lewis er igen biografaktuel. Prins Caspian har haft premiere, en måned efter premieren i USA, hvor den med en indtjening på små 60 mio. dollars den første weekend toppede de amerikanske biografhitlister. Det er da også en flot film, der bestemt er værd at se.
Aldersgrænsen er sat til 11 år. Nok indeholder filmen nogle voldsomme og også uhyggelige scener, men man ser næsten ikke blod i filmen. Så man kan godt tage dem, der er et par årgange yngre med ind for at se den, hvis de har voksne med.

Tiderne er onde i Narnia; telmarinerne har fordrevet narnierne, og den retmæssige tronarving prins Caspian er blevet frarøvet magten af sin onkel Miraz. Da Miraz får en søn, ønsker han, at Caspian bliver fjernet. Med sin lærer, dr. Cornelius’ hjælp flygter Caspian ud i de narniske skove, hvor han møder Narnias rette indbyggere: dværge, fauner, kentaurer og talende dyr. Da han føler sig truet af dem, blæser han i det horn, som Cornelius har givet ham, og tilkalder dermed de fire børn, Peter, Susan, Edmund og Lucy, som – for 1300 år siden efter Narnia-tid og et år siden efter vores tid – var konger og dronninger i Narnia (= historien i Løven, heksen og garderobeskabet).
Sådan begynder filmen. Hvad der er værd at vide allerede fra starten er, at telmarinerne ikke tror på de historier, der er blevet fortalt om Narnia og alt det, der skete i Narnia engang – ikke mindst det om løven Aslan. Det er historier, der intet har med virkeligheden at gøre, mener de, og Miraz har ligefrem forbudt at fortælle dem. Det, der kendetegner Miraz’s rige, er så i stedet blevet bl.a. råhed og mistro. Hvilket ikke overraskende – det er jo Lewis, der har digtet historien – minder om det, vi kalder ’afkristning’ og ’kristenforfølgelse’.

Cornelius er imidlertid en hemmeligt troende og har videreformidlet historierne til Caspian, som derfor har en viden om Narnia – uden dog at have anerkendt dem fuldt ud for det, de er. Det sker først i løbet af historien, at han kommer til at tro på de gamle beretninger – og på Aslan. Og netop tro kommer til at spille en ganske afgørende rolle for den måde, historien kommer til at udvikle sig på.
Heltene i historien er jo børn, og det er der selvfølgelig en mening med – ud over den indlysende, at Narnia-serien er skrevet for børn. For det første, at børn har lettere ved at tro – og jo yngre, jo lettere; derfor er det også den yngste af børnene, Lucy, der først og oftest ser og taler med Aslan. For det andet kan Prins Caspian ses som en David-Goliat-historie: Den hær, narnierne kan stille op med for at få Caspian til konge, og som altså er ledet af fire børn, er den telmarinske hær langt underlegen; det ligner derfor på forhånd en håbløs kamp mod overmagten. Men går de ind i kampen i tro på, at Aslan er med dem, kan de ligesom David, der alene, men i tro på ”Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud” gik imod Goliat, besejre fjenden. Det sker også, i den sidste afgørende fase med Aslans direkte indgriben.

Historien i Lewis’ fantasy-fortælling er rimelig fint gengivet i filmen, kampscenerne fylder dog forholdsvis meget, og man kan vel her se filmatiseringen af Lewis’ Narnia-bøger som Disneys forsøg på at lave en pendant til Ringenes Herre. Det kniber måske nok også af og til med troværdigheden, men det er heller ingen nem opgave at få kentaurer til at se helt naturlige ud, for blot at nævne et enkelt eksempel. Og så er det jo Disney, der helst skal lave familiefilm med søde børn og dyr, der giver os gode følelser. Der går nu ikke så meget Disney i den, som jeg havde frygtet, og de fire, der spiller Peter, Susan, Edmund og Lucy, har pondus nok til at klare rollerne og gør det egentlig ganske godt. Og så har filmen en forløsende humor på passende steder, lige før den bliver for melodramatisk. Og det hele ender selvfølgelig godt, som det jo skal i et sandt eventyr. Altså: Alt i alt føler man sig fint underholdt hele vejen igennem.
Let til mode forlod jeg biografen – og ser nu meget frem til den næste: Morgenvandrerens rejse, der skulle få premiere i 2010.
Niels Jørgen Vase

Narnia: Prins Caspian
Instrueret af Andrew Adamson. 142 min.