Nu kan du møde Desmond Tutu

Danske Kirkers Råd arrangerer til oktober 19 dages studietur til Cape Town i Sydafrika. Turens fokus er forsoning, og her får deltagerne mulighed for at møde den navnkundige Desmond Tutu og en række andre markante personligheder, der på forskellige måder er engageret i det fortsatte arbejde for forsoning blandt ”regnbuefolket”. Desmond Tutu blev kendt verden over for oprettelsen af Sandheds- og Forsoningskomissionen efter at apartheid-styret blev afviklet i Sydafrika. Her mødte bødler og ofre hinanden og gav og modtog tilgivelse.
Rejsen byder både på spændende samtaler, overnatning hos familier i slumkvarterne og vandreture i de smukke bjerge. Rejseledere er generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen og Studenterpræst i Århus Steen Andreassen samt to lokale præster.
Der er plads til 24 deltagere på rejsen fra 6.-24. oktober.
/sl