Neerskov: Bed for Georgien!

Dette er ikke blot en lokal krig, men en international krise, fordi USA holder med Georgien, men Rusland hellere ser landet udslettet.Georgien er et af de ældste kulturlande i verden. Man mener, at Tubal Kain, som er nævnet i 1. Mosebog kap. 4, bosatte sig i Georgien. Han tilhørte Kains slægt i tredje led. Ligeledes læser vi, at Noa plantede en vingård, da han forlod Arken, og det kan have været i Georgien.Kommentar af Hans Kristian Neerskov,
formand f. Dansk-Georgisk Venskabsforening

Landet har haft en omskiftende historie som nabo til gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mongolerne, maurerne og andre musli­mer har sat blodpletter i landets historie.
Nino af Kapadokien bragte kristendommen til Georgien i år 330, men allerede i det første århundrede fandtes store kolonier af græ­kere, der havde bosat sig ved Sortehavets østlige bred i Geor­gien. Den orto­dokse Kirke har en væsentlig ind­flydelse i landet i dag. Der findes dog også små evangeliske kirker (pinse­venner og bapti­ster), lige­som der er en del jøder, der aldrig har været forfulgt.

Georgien blev delt
af Josef Stalin

Med truslen fra stærke muslimske fjender mod syd indgik Georgien et delvis frivilligt forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917. Med Det Osmanniske Riges fald og revolutio­nen i Rusland, løsrev Georgien sig fra Rusland og fik en kort selvstændighed. Men den blev afbrudt, da Sov­jethæren invaderede landet 25.02.1921.
Josef Stalin, som var georgier, delte landet i fire autonome områder. Det drejer sig om Abkasien, Ajara, Sydossetien og selve Georgien. Største problem var Ossetien, for her var kun to russiske familier, der var flyttet fra Ossetien i Rusland over Kaukasus til Georgien. Men Stalin var opfindsom. I 1922 besøgte han osseterne i Rusland og tilbød dem landbrugsjord i Georgien, hvis de ville flytte nu. Dermed havde han et fjerde autonomt område, der kunne stemme på ham. Hundrede af ossetiske familier flyttede, og de udgør i dag to tredjedele af sydosseterne. De har alle russisk statsborgerskab.

Den værste tyran
verden har fostret

Det lykkedes Stalin at blive valgt til politbureauet og senere til Den øverste Sovjet. Han var den værste tyran, verden har fostret, for han havde over 46 millioner menneskeliv på sin samvittighed, da han døde i marts 1953. Rusland og omgivende lande lider i dag under Stalins transaktioner med folkegrupper. Tænk blot på tjetjenerne, som var naboer til nord-osseterne.

I audiens hos
Sjevardnadze

Efter at Georgien gjorde sig selvstændigt i 1992, har Rusland gjort alt for chikanere landet. De har lukket for olie, gas og strømforsyninger. De har sendt raketter ind i landet, og de har udvist mange georgiere fra Rusland, som trods alt tjente penge, som de kunne sende hjem til familierne.
Kort efter at Georgien var blevet selvstændigt, blev jeg inviteret i audiens hos præsident Eduard Sjevardnadze, som var tidligere udenrigsminister i Sovjetunionen, og han vidste god besked med, hvem jeg var. Siden mødte jeg ham tre gange, og jeg har tabt en del af mit hjerte til landet. For blot to måneder siden besøgte jeg igen landet i ni dage. Det var lige efter, at præsident Sakhashvili var blevet genvalgt, men befolkningen har mistet tilliden til ham og mener, at valget er et falsum.

Overraskende
russisk reaktion

Derfor så Sakhashvili sig nødsaget til at foretage sig noget, som kunne vende folkets gunst mod ham, og så sendte han sine tropper ind i Sydossetien den 8. august 2008. Det var skæbnesvangert.
Mærkeligt nok havde han ikke regnet med Ruslands reaktion, og nu er situationen endnu værre. Russerne nøjedes ikke med at gå ind i Sydossetien, som er georgisk land, men de har også bombet militærlejre nær Tblisi, som er hovedstaden i landet, samt bombet byen Gori, som ligger lige syd for Sydossetien. Og i skrivende stund fortsætter russiske hære deres ødelæggelser af landet.

En alvorlig krise

Dette er ikke blot en lokal krig, men det er en alvorlig international krise, fordi USA holder med Georgien, hvorimod Rusland hellere ser landet udslettet eller tilbage under russisk herre­dømme.
Det georgiske folk har brug for vor forbøn og støtte. 55 % af de arbejdsduelige er arbejdsløse. De 15 %, som er ansat i statsadministrationen, må selv skaffe sig deres lønninger, og det giver yderligere korruption. Mafiaen har sat sig på store dele af markedet. Ældre mennesker får ingen pension, og børn går ikke i skole, fordi forældrene ikke har råd til at købe skolebøger, som mafiaen også har sat sig på. Børnene må også have et par nye sko hvert år og en madpakke med hver dag, men mange georgiere får i dag kun et måltid mad. De har brug både for vore bønner og vor hjælp.