Anders opbygger afrikanernes kapacitet
Tiden er forbi, hvor hjælpearbejdere trak deres egne visioner ned over hovedet på udviklingslandene.
I dag er givere og modtagere ligeværdige partnere og det er faktisk en betingelse fra Danida, at modtageren af dansk udviklingshjælp er en lokal samarbejdsorganisation.
Ikke de danske hjælpearbejdere, men den lokale skole eller forening. Ikke missionæren, men den lokale kirke.
For at samarbejdet skal lykkes, skal den lokale samarbejdspartner kapacitetsopbygges. Og det er netop Anders Jacobsens opgave i hele Østafrika.
Det er nu tre år siden, han rejste til Nairobi med sin hustru Dorthe og parrets to børn, Hannah og Christine. Parret kommer fra Apostolsk Kirke, hvor Anders far Jens Erik Jacobsen – i mange år har ageret missionssekretær.
Nu er de udsendt af pinsekirkernes hjælpeorganisation, International Aid Services og på en hullet landevej i det centrale Tanzania forklarer Anders for undertegnede, hvad det svære ord kapacitetsopbygning dækker:
– Min opgave er at styrke vores lokale partnere, så de selv kan udføre projekterne. Vi tager ud og vurderer lokale kirker og organisationers egne visioner og ser, om de matcher vores. Vi undersøger sammen, hvor de er stærke, og hvor de er svage, og så hjælper og styrker vi deres svage sider. Vi hjælper dem til at indse, hvor de har brug for hjælp. For så bliver engagementet større hos dem selv.
Det lyder som en langsommelig proces…
– Den skulle være startet for mange år siden – så havde vi været færdige i dag, svarer Anders Jacobsen tørt.
Hvilke typiske svagheder er du stødt på?
– I projekterne er den typiske udfordring, at hele kirken eller organisationen får lov til at være med i at udvikle ideer – ikke kun ledelsen. At lederne træder ned fra deres piedestaler.
Deres tankegang skal også vendes, fortsætter Anders:
– De skal opdage, at de kan yde noget selv. De tror ofte, at de ikke kan noget selv – og det er nok vores egen skyld. Det er en arv fra kolonitiden. Men sagen er, at de jo har alle ressourcerne. Fx blæser det jo hele tiden! Hvordan kan vi indfange og udnytte denne naturkraft? Hvis de indser deres egne muligheder – det er der bæredygtighed i! Ikke kun, at den hvide mand hjælper dem med at finde vand og grave brønde og overrisle marker, men at de selv får lyst til at gøre det, så man næsten ikke kan gå nogen steder uden at falde i en brønd!
Men er det nogensinde lykkedes?
– Ja, i Kenya er der oprettet to kvindekrisecentre, som kører ved egen kraft. De er accepteret af myndighederne. De er lokale partnere med Red Barnet. Den lokale kirke kører det – uden hvide mennesker. Studerende fra universitetet i Nairobi spørger, om de må komme i praktik og arbejde gratis på krisecentrene.
– Det kan nemt være, at de ikke gør tingene, som de hvide ville have gjort det, men det kører, og mennesker bliver hjulpet. Det er flot!
Ud over kapacitetsopbygningen er Anders Jacobsen projektansvarlig for hele Østafrika og tilser IAS arbejde i bl.a. Djibouti, Somalia, Somaliland, Sudan, Nigeria, Kenya og Tanzania. IAS har over 500 ansatte medarbejdere.
Hvad driver dig?
– At vi når ud til mennesker, som ellers ikke nås med Guds kærlighed. Som under krisen i forbindelse med præsidentvalget i Kenya først på året. Her var vi ude og træne 115 traumerådgivere i lokale kirker.
Muslimer kommer og får rådgivning, folk som ellers lever af hjemmebryg kommer, folk som er blevet skilt kommer til kirken, fordi den nu har noget at hjælpe med.
Svend Løbner i Kenya
