Børnenes Top 20

Når man lytter til Børnenes Top 20, er det næsten umuligt ikke at blive i godt humør.Cd’en er propfuld af tempofyldte, glade sange med masser af indhold. Sangene stammer fra 8 dejlige børne-cd’er, som Refleks Musik tidligere har udgivet. Børnenes Top 20 er præcis, hvad titlen lover: 20 fantastiske sange, udvalgt ved en afstemning blandt en gruppe børn mellem 3 og 14 år og deres forældre.
Musikalsk set har Børnenes Top 20 et flot og konsekvent højt niveau. Der er en bred vifte af instrumenter og effekter, der giver sangene et ekstra pift. Alle sangerne er børn, hvilket er et stort plus for cd’en, da det er børn, der synger til andre børn. Solisterne er dygtige. Mange af dem har meget stærke stemmer, men det er helt tydeligt, at det er børn og ikke små voksne, der synger.
Børnenes Top tyve indeholder flere forskellige stilarter. Der er de typiske fællessange, som let kan synges uden musik. Ud over det er der popsange, mere rockede sange og fede rapsange, som alle lyder som noget, der kunne være med i MGP.
Fælles for alle sangene er det høje tempo, der gør Børnenes Top 20 perfekt at danse til. Køber man denne cd til sine børn, kan man godt regne med, at der bliver fest på børneværelset.
Alt i alt er Børnenes Top 20 en rigtig god børne-cd, der henvender sig til en bred aldersgruppe. Den kan varmt anbefales til alle, der mangler lidt musik på børneværelset.
Sidsel