Birthe levede sit liv på samfundets skyggeside

Birthe Kjærsgaard kom galt fra start, men prøvede at holde facaden og klare sig selv – med lidt snyd.
Men det blev bare værre og værre – med dårlige mænd, kriminalitet, prostitution, narko og alkohol.
Mange ulykkelige år skulle gå, før hun vendte sig til Gud for at få hjælp – og solen begyndte at skinne lidt mellem skyerne- Jeg blev født den 13. februar 1949 – på Jysk Fødselsanstalt i Århus, fordi min mor havde aftalt med overlægen, at han og konen skulle have mig, begynder Birthe sin beretning.

Birthe og Kurt fandt sammen i en moden alder – de blev gift i sommers og forsøger nu at opbygge en familie sammen.

Men Birthes bedstefar protestere: – Hun er da min, det lille skidt, sagde han. Den nyfødte pige blev derfor sendt hjem.
– Men efter et år skulle min mor lige se på en ny lejlighed en times tid… Hun blev i København det næste år, konstaterer Birthe.

– Da jeg var 4 år syntes mine ”onkler”, at jeg var en sød pige – lidt mere sød end normalt.
Mine bedsteforældre forstod ikke, at der var noget galt, når jeg ikke ville sidde på skødet af onkel Peter, en mand på nogen og 80. Han og flere andre ville gerne pille der, hvor man ikke piller små piger.
Men da jeg blev 13 år, sagde en af mine brødre/onkler, at nu var jeg blevet en stor pige, som kunne få børn – så jeg var ikke interessant mere. Han sagde, at jeg lugtede af død… Det har plaget mig lige siden.

– Dengang blev man sat nederst i klassen, jo dummere man var. Jeg kunne ikke engang se, hvad der stod på tavlen, husker Birthe.
– Jeg blev også mobbet, fordi jeg var så ”heldig” at gå i klasse med børn af direktører, læger og forretningsdrivende. Jeg var jo kun datter af en plejer på statsanstalten i Viborg.
Vi havde ikke mange penge, så jeg gik i hjemmesyet tøj og var altid så smart, men det kunne man ikke, når man var en fattiglem.
Hjemme kunne jeg altid narre (bedste)far og blev forkælet, men mor fik de tæsk, som jeg skulle have haft.

– Som 13-årig gik jeg en tur med min ”mor” og min ”søster” Karla. Jeg var glad og hoppede rundt på fliserne, men så fortalte min mor:
”Birthe, jeg er IKKE din mor, men det er Karla”. Da brast min verden sammen.
Til konfirmation fik jeg en købt kjole af Karla (min mor), men jeg kunne ikke lide den, fordi den ikke var hjemmesyet. Selve festen var et dårligt minde – alle var fulde. Jeg fik en masse gaver, som jeg ikke havde ønsket mig, men der var 385 kr., som jeg købte en cykel for dagen efter. Blå mandag var jeg alene, for jeg måtte ikke komme med de andre til Århus.

– Jeg måtte kun komme ud to aftner om ugen, men jeg fandt en kæreste, som gerne ville besøge mig hjemme.
Jeg blev forlovet på min 16 års fødselsdag, men efter et år hævede jeg den igen.
Ulykkeligvis tog min kæreste sit eget liv. Han havde truet med det, men ingen troede ham. Det blev jeg holdt til regnskab for i retten. Men jeg slap med, at han hjemsøgte mig. Mange nætter så jeg ham stå for enden af min seng på en ildsky. Han sagde ikke noget, men jeg fik et psykisk knæk af det.

– Jeg flygtede hjemmefra to måneder før jeg blev 18 og fik et job i Silkeborg som stuepige. Der traf jeg en ung mand, som var sød ved mig – lige til vi strandede hjemme hos hans mor…
Jeg ville ikke være i anden række. Så jeg smuttede hjem til Viborg. Der blev jeg syg og gik til læge. Jeg havde nyrebækkenbetændelse – og var gravid i 3 måned!
Så var helvede løs. Jeg fik lussinger, fordi jeg var en billig mær og blev sendt på pigehjem i Bagsværd.
Jeg besøgte min biologiske mor på Nørrebro og en bror på Østerbro. En anden bror – som havde misbrugt mig – boede på Vesterbro. Han var gift og havde 2 børn.

– Den 24. februar 1968 fik jeg en lille pige på Rigshospitalet. Så nu kunne jeg ikke komme tilbage på pigehjemmet. Jeg fik så et værelse hos min ”søster Karla”. Men det gik ikke. Jeg blev misbrugt af min ”søsters” mand, som mente, at jeg godt kunne hjælpe ham med sex. Ellers ville han sladre…

Birthe flyttede til Nyhavn – på den pæne side – og fik arbejde på Carlsberg. Hver dag fik hun sig en snaps og en øl på værtshuset Øresund. Herfra husker Birthe også selveste kong Frederik, som var ”en rigtig glad og hyggelig mand og god til vittigheder”.
– Jeg var kun 19 år og søgte hjælp hos mine forældre, men de sendte mig på et mødre- og spædbørnehjem i Århus.
Det var et mareridt, så jeg prøvede at tage mit liv, men det mislykkedes.
Den dag jeg blev 21, fik jeg besked på at pakke mine ting og flytte, men min datter Linda skulle jeg lade blive, indtil jeg havde en lejlighed.
Jeg gik på et værtshus, for det var koldt og jeg havde ingen steder at være, men en pige som mig var et nemt bytte.

– Jeg hutlede mig igennem og kom med en tysk båd, hvor vi var to piger og seks mænd.
Sussi og jeg havde det rigtig godt. For første gang brugte mændene os ikke til andet end det, vi var ansat til.
De sprængte gamle miner, som var efterladt efter krigen til fare for færgetrafikken.
Vi kom med til Cuxhafen, da de var færdige i Århus bugten. Det blev brat afbrudt. En søndag, hvor vi piger havde fri, ville mændene lige tage de sidste miner. De mistede alle livet…
Den sidste aften, inden vi skulle til Danmark igen, var vi i byen i Kiel. Her blev jeg kørt ud på en mark, bundet på hænder og fødder, og voldtaget på en meget grov måde.
Efter 7 timers afhøring kom jeg på sygehuset i Kiel i 3 mdr., hvor jeg fik af vide, at jeg ikke skulle regne med at få flere børn. Jeg blev sendt hjem på konsulatets regning.

– Jeg fik et værelse i Viborg og begyndte at drikke. Jeg fandt en mand fra Esbjerg, som var 9 år ældre og havde fast arbejde.
Men når han var ude at sejle, måtte jeg ikke bo på hans værelse, så jeg var henvist til gaden. Jeg gik så på danserestauranten Borgergården. Mændene ville gerne danse, give mad og alkohol hele aften – men de forventede noget som betaling. Men så havde man da et sted at sove.
Dagen efter gik jeg i bad i stormagasiner, og rent undertøj ’lånte’ jeg i lingeriafdelingen.
Efter et halvt år var jeg blevet gravid, men manden fattede ikke, at vi skulle have en lejlighed. Så jeg sagde stop. Jeg kunne ikke gå på gaden med mave på.

– Heldigvis mødte jeg en enlig mor til to dejlige børn. Jeg kunne bo hos Annie, hvis jeg ville passe børnene, når hun var i byen og passe på, at de ikke kom i soveværelset, før hun gav grønt lys for det.
Jeg var bare så lykkelig for at have et sted at være.
En måned senere traf jeg en ung fisker, som gerne ville tage sig af mig. Min mave kunne ses, men jeg blev godt modtaget hjemme hos hans familie.
Vi boede begge hjemme hos Anni til jeg skulle føde. Den 30. september 1970 fik jeg en lille skrøbelig dreng, Lindy. For at han kunne få min mands navn, blev vi gift.
Vi var en fattig familie og måtte stjæle, når drengen sov om aftenen. Min mand havde også en fængselsdom, som jeg ikke kendte til.
Så pludselig sad jeg alene med to små sarte børn, som altid var syge i en lejlighed med hul i muren, som jeg stoppede til med gammelt tøj.
Jeg var nødt til at ’besøge’ supermarkerne med en barnevogn. Mad skulle vi have…
Da manden kom ud af fængslet, flyttede vi til skoven ved Stouby, hvor han fik arbejde. Snart var jeg gravid igen, og vi fik en lille dreng, som har haft en meget forhutlet liv.

– Da Ronny skulle døbes, fik vi en lejlighed ved Give. Manden fik arbejde i Ålborg, men glemte at sende penge hjem, så jeg måtte låne ved naboerne til drengenes havregrød.
Linda blev sendt hjem til min søster igen, for barnet var blevet så forkælet, at det hele gik i total opløsning. Alle tre havde været syge: Linda med nyresvigt, Lindy med børne-epilepsi og jeg selv med dobbeltsidet lungebetændelse.
Da vi stod på gaden igen, fandt kommunen i Give et hjem til drengene i 2 måneder, mens jeg tog til Aalborg.

– Min mand havde en ny kæreste hver aften. Så jeg sagde, at jeg ville skilles – og at jeg var gravid igen.
”Jeg vil hellere betale til 2 end forsørge 3,” svarede han.
Jeg fik en abort, for jeg kunne ikke overskue det. Aborten piner mig den dag i dag, men dengang kunne jeg ikke se andre løsninger.
En kommuneløn var dengang 115 kr. om ugen, så der var kun penge til det mest nødvendige. Drengene skulle have tøj og noget at ligge på, så jeg ’gik på handel’ som før, – og når samvittigheden gjorde ondt, så drak jeg.

– På Bykroen traf jeg en mand, som fejrede sin fødselsdag. Han ville gerne se mine drenge, og da jeg lukkede ham ind – blev han i 29 år…!
Drengene var glade for Jørgen, og jeg var lykkelig og vi fik ring på dagen efter min skilsmisse i 1973.
Jørgen og jeg holdt op med at drikke – bortset fra, når der var fest, så gik vi til den. Jeg opdagede, at hash var en billig måde at feste på.
Desværre syntes min mand, at andre kvinder også var søde, men jeg lod som ingenting.

– Jeg havde altid søgt efter noget, som kunne give mig en mening med det hele.
Fra jeg var 5 år begyndte jeg at gå alene i Viborg Domkirke, Frelsens Hær og Smyrna Kirken søndag eftermiddag.
Som voksen søgte jeg hos adventisterne, mormonerne, scientology, buddhismen, hinduismen – jeg snusede til det hele, men fandt ikke noget, så jeg fortsatte med at læse i min bibel, som jeg havde fået af min far. Det var godt nok gammel skrift, men jeg kunne nemt læse det dengang.

– Vi ville gerne have et barn mere, men 3 måneder henne mistede jeg det. Jeg blev opereret for indvendig navlebrok og 9 måneder efter fik jeg en dejlig lille rødhåret dreng, Sonny. Jeg havde det psykisk ikke så godt, så jeg drak i smug og spiste piller. To år senere fik vi en dreng mere, Sandy.
Jørgen havde ikke altid arbejde, så vi hutlede os igennem. Sommetider gik jeg en tur i Føtex med barnevogn, og en pige vi kendte kom med mad til os fra købmanden.

– Da ungerne kom i skole, var der nye problemer. Ronny blev moppet af alle, for hans lærer kunne ikke acceptere, at han var søn af en arbejder, der ikke havde noget at lave.
Der startede hans stofmisbrug og tyverier.
Lindy var ordblind, men det ville lærerne ikke høre på før 7. klasse, så vi fik ham til boksning, så han kunne få selvtillid. Han blev mester i flere år – men det var slut, da han blev far som 19-årig.

– Jeg fik mit første nervesammenbrud, da den yngste var 2 år, og det kom sig af, at jeg havde fået en abort.
Min mand ville ikke have børn, så jeg fik det fjernet og fik flere nervepiller. Lægen sagde, at jeg ikke kunne tåle at få flere børn, så jeg måtte lade mig sterilisere. Og så følte jeg mig som intet og knækkede total sammen.
Jeg kom på et sanatorium, hvor fru Nielsen, som var diakonissesøster, lærte mig at synge bordvers, og det var bare dejligt. Efter nogle måneder kom jeg hjem, men manglede mit bordvers og blev gjort til grin med det ’bibel-pjat’.

– Da den mindste var fire år, tog Jørgen til København for at tale med min familie om ægteskabet. Efter en uge fik jeg at vide af min lillesøster og min søster (mor), at det vel nok var godt at Jytte – min anden søster – og Jørgen kunne finde ud af det, når vi ikke kunne…
Vores søn Sandy var syg, så jeg ringede til Jørgen, at han skulle komme hjem omgående. Han kom og jeg tiggede og bad ham om at blive. Det har jeg fortrudt mange gange.
Psykisk blev mit selvværd nedbrudt. Jeg kunne ikke gøre noget godt nok for ham.
I 1983 købte vi et hus og det hjalp. Men børnene var bange for ham, og jeg holdt mig oppe med piller og alkohol. Ronny kom i familiepleje i 1985. Kun én af drengene klarede sig godt, selv om han blev mobbet.

– Da jeg havde det værst, fik Jehovas Vidner fat i mig. Jeg blev døbt 1987 i Århus.
Jeg gik på gaden med Vagttårnet og Vågn op, så alle kunne se at jeg var blevet et andet menneske. I virkeligheden var jeg både undertrykt og hjernevasket.
Drengene led under, at de ikke måtte holde jul og fødselsdag. Jeg slæbte dem med til møder og stævner. Men jeg magtede ikke at praktisere omvendelsen derhjemme.
Livet var et mareridt, for man kunne ikke gøre noget tilfredsstillende. Men jeg blev da sælger for et produkt til biler. Og til sidst var der så meget, at jeg kunne starte en lille butik.

– I mellemtiden havde jeg snust til det alternative, og fandt ud af, at jeg kunne heale, læse i Tarotkort og give clearvoyance. Det kunne Jehovas Vidner ikke acceptere, så jeg stoppede igen hos dem.
I 1999 mødte jeg en sød pige i butikken. Vi fik tit en kop te inde bagved. En dag kom Mary med en kage til kaffen og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at høre hende og hendes mand synge hans sange. Han havde været narkoman i 38 år.
Men det var altså i Baptistkirken, de skulle synge.
Uha, det var svært, for jeg havde lært hos Jehovas Vidner, at kirken var satans hus.
Senere kom jeg bl.a. til gospelgudstjeneste. Og jeg blev glad for at komme i baptistkirken og fik venner, som hjalp og støttede mig, så jeg blev en almindelig pige igen – én der kunne grine og græde.
Jeg var også med i Åben Kirke en gang om ugen.
Da der var gået et halvt år, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville døbes og blive renset fra det gamle liv.
I januar 2001 rejste jeg fra Jørgen. Det var et mareridt, for jeg anede ikke, hvordan jeg kom til byen med bussen.
Butikken gik konkurs i påsken og jeg fik gæld…
Udadtil var jeg den glade, og der var aldrig nogen, der så, at jeg tog stoffer. Jeg kendte nemlig en fra Hells Angels i København, som jeg fik amfetamin fra. Samtidig var der en flaske vin eller snaps i skabet til at dulme alt det indeni.
Men en dag blev det for meget. Jeg låste døren og gennemgik en ”kold tyrker” i 2 uger for at blive clean. Derefter gik jeg til præsten og bad om hjælp til at holde mig clean.

– I 2004 flyttede jeg til Frørup, hvor jeg havde fundet en ny mand. Det gik dog ikke med os. Men på den måde begyndte jeg at komme til Alpha kristendoms-kursus ved Tyrstrup Kirke.

Efter alpha-kurset mødtes Birthe med alpha-vennerne privat. De bad sammen om, at hun endelig måtte finde sig en god og trofast mand.
Og pludselig dukkede Kurt op. Han havde 6 år tidligere mistet sin hustru, som var død af muskelsvind. Kurt viste sig at være en meget omsorgsfuld og godhjertet mand – både overfor Birthe og hendes børn.
De to er blevet gift i Tyrstrup Kirke i år og forsøger nu at opbygge deres familie, selv om der er mange lig i lasten.
Kurt havde kun lidt kirkelig baggrund, men blev mere troende af at møde Birthe. De kommer nu ofte i kirken og til kristne arrangementer.
– Jeg føler, at jeg nu er kommet hjem, siger Birthe, som har fået mange nye venner.
Der er fortsat mange problemer, men Birthe og Kurt finder håb og hjælp i deres fælles tro på Jesus – og deres fællesskab med gode kristne venner.
Så – selv om man har levet det meste af livet på livets skyggeside, så kan man godt få sol over livet til sidst.