Hård femi-rock

– Nu vil jeg gøre mit liv op. Jeg er ved at dø indvendig! Undskyld at mit liv er sådan et rod!Sådan starter Brooke Barrettsmith sin debut-cd af samme navn. Men siger samtidig på coveret:
– Jeg siger aldrig undskyld for min tro på Jesus Kristus!
Det er en særdeles rapmundet og hårdtslående kunstner, vi har med at gøre. Brooke Barrettsmiths cd er femi-rock, når den er fedest. Der er gang i den, men bag den hårde skal skimtes også en følsom kvinde.
Den 26-årige Brooke Barrettsmith skriver selv sine sange og spiller guitar og klaver. Hendes musikalske rødder sidder dybt. Farmoren var en kendt Broadway-sanger i Chicago, hvor også mormoren var italiensk operasanger.
Der var noget at leve op til for Brooke Barrettsmith. Allerede som teenager havde hun voldsomme angstanfald.
– Mit hjerte ræsede af sted, mit hoved dunkede, jeg troede ikke, jeg ville klare morgendagen, og følte mig fuldstændig håbløs. Gud var kommet i baggrunden, og angsten tog hans plads, fortæller hun på sin hjemmeside.
Forældrenes støtte og Bibelens ord gjorde, at hun kom til sig selv, og i dag fremstår som en kvinde fuld af selvtillid og værdi.
Hun stillede op til sangkonkurrencen American Idols femte sæson, og det lykkedes at klare skærene helt til Hollywood. Men det er ikke den form for karriere, der trækker:
– Jeg vil gerne dele Guds ord og opmuntre folk til at lære ham bedre at kende.
Og det er der mulighed for gennem hendes cd. Teksterne er ærlige og direkte. Handler om livets genvordigheder. Og om, hvordan Gud aldrig slipper mennesker, men er en far for alle, der ønsker det.
Svend Løbner