Kræs – også for unge øregange

Lina Sandells opmuntrende tekster er for alle aldre. I Lise Petersens bløde popversion får også unge en chance for at lære den svenske sangskriver at kende.Salmer kan være tunge og svære at forstå. Sådan er det ikke med Lina Sandells tidløse sange. Tværtimod er teksterne ligetil og melodierne fængende, så indholdet rigtig kan trænge ind i hjertet.
O Jesus, åben du mit øje / at jeg må se hvor rig, jeg er / jeg har en fader i det høje / som kærlig omsorg for mig bær…Lina Sandells tekster hjælper lytteren at trænge igennem muren af menneskelig overfladiskhed og ind til de åndelige kilder. Lise Petersen formår med naturlig stemme og fraseringer at gøre sangene nærværende på cd’en Bred dine nådesvinger.
Cd’en er ikke lige så pompøs som Carolas Lina Sandell-cd, men hvad den mangler i storslåede arrangementer, har den til gengæld i autenticitet.
Forfriskende er det også at stifte bekendtskab med mindre kendte Sandell-sange som O Jesus, dit navn er i nøden og Jeg er ej mer min egen – oven i købet i nordisk folkemusikalsk arrangement. Man kan oven i købet synge med, da teksterne findes i cd-coveret, og forsøge sig med Lina Sandells modersmål svensk i sangen Låt mig andas ut hos Jesus.
Lina Sandell er med sine 2000 sange en af de store skikkelser indenfor den folkelige kristne sang i Norden. Lise Petersen er mest kendt for sin medvirken i TV2-programmet “Scenen er din” i 2005. Derudover har hun sunget kor for James Simpson.
Svend Løbner