Så brug mig dog

Jeg talte forleden med en kristen psykoterapeut, som fortalte mig, at hun har klienter, der smider sig ned på gulvet og græder af sorg over, at de talenter, Gud har givet dem, aldrig bliver brugt.De mennesker, jeg her taler om, er kirkeløse. De kan ikke længere udholde at gå i kirke om søndagen, hvor de endnu engang under gudstjenesten bare skal sidde nede i salen som saltstøtter.
Kirkens vigtigste opgave i fremtiden er efter min mening at udvikle de talenter og nådegaver, som hvert medlem i menigheden har fået af Gud.
Jesus forlod jorden for flere tusind år siden. Hans sidste ord var, at vi skal gå ud og prædike evangeliet om riget, lægge hænderne på de syge, så de bliver raske, og uddrive onde ånder. Har vi gjort det?
Ja, det har vi, men bare ikke nok. En flod af ondskab skyller ind over vores jord. Satans folk arbejder i døgndrift. Hvis Guds folk skal følge med og etablere et værn imod al den ondskab, så skal vi godt nok længere frem i skoene.

Hvis vi skal skabe en modvægt til alt det onde, må vi gå i træningslejr. Det mest nærliggende er, at træningen foregår i kirkerne, men hvis de ikke mener, at det er en opgave, som falder ind under deres regi, ja, så håber jeg, at en speciel skole vil blive oprettet. En skole hvor kristne kan komme og få udviklet de nådegaver, som Gud har givet dem.
I skolens træningslejr vil man blive bygget op og få kendskab til, hvordan man bruger sine talenter.
Når træningen er slut, og man endelig er blevet brugt til det, man er skabt til og kaldet til, er man fyldt med frimodighed, struttende selvtillid og stærk autoritet i Herren.
Iklædt Guds fulde rustning er man nu frygtløs og fuldstændig urokkelig i sin tro. Man er klar til at gå ud i verden og bruge sine talenter og nådegaver. Arbejdet i Guds rige kan begynde.
Men ingen bliver sendt ud, før de er blevet iført kraft fra det høje. Vi kan intet gøre uden Helligåndens kraft. Men sammen med ham kan vi godt tillade os at sige, som der står i Filipperbrevet 4,13: ”Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft”.