”Kernefamilien”

Da jeg var ung og under uddannelse på journalisthøjskolen i Århus drønede jeg til og fra skolen i min hvide 2cv. Ude på snuden af bilen havde jeg klistret et stort F.Jeg havde rejst meget i Frankrig og alt, hvad der var fransk, synes jeg var sejt. Når jeg mødte nogle franskmænd, følte jeg mig hjemme og godt tilpas. Det var næsten som at møde sin familie.
Mange kristne markerer deres tro på Gud ved at klistre en fisk på bagsmækken af deres bil eller hænge et kors om halsen. Det er et varemærke, der fortæller, at vi kristne på en måde er i familie med hinanden. Vi er fælles om noget stort og stærkt. Vi har sagt ja til Jesus. Men når vi har sagt ja til ham, undrer det mig, at den lille kristne kernefamilie ikke altid ønsker at optage hvem som helst i deres fællesskab.
Står man udenfor og banker på og næsten skriger om at blive optaget som medlem i ”klubben” og komme ind i den hyggelige varmestue, bliver porten ikke, som man umiddelbart skulle tro, åbnet på vid gab.
Til frokosten, efter gudstjenesten om søndagen, sidder fætre, kusiner, tanter og onkler ved samme bord. Det er de familier i menigheden, der er vokset op sammen. Ved et andet bord, sidder menighedens ældsteråd sammen med pastor og pastorfrue.
Hvor sidder de nye? De har klumpet sig sammen ved et bord, bagerst i lokalet. De gamle traditioner må ikke brydes, de skal holdes ved lige. Halleluja!
Så er der de kristne, der ikke har brug for at gå med hverken kors om halsen eller smække fisk op på bagsmækken af deres bil, for at vise at de er kristne. Det kan man se på dem. Hvordan?
Hele deres væsen er gennemstrømmet af kærlighed. De er som varmeblæsere i et lille koldt rum. Deres hjerte er åbent for alle. De snakker ikke så meget, de lytter. De kigger ikke på uret eller sidder og ser op i loftet, mens man taler til dem. De er nærværende og er i stand til ved deres blotte tilstedeværelse at bygge en op. I nærheden af dem, føler man sig elsket og godt tilpas.
Mit syn på, hvad der er sejt, har ændret sig med årene, og de kristne, som jeg har nævnt her til sidst, er i mine øjne megaseje. De er mine rollemodeller. Sådan ønsker jeg at være.