Et brag af en cd
Lovsangsgruppen i Impact Church har udgivet deres første cd. Rebecca, gruppens kvindelige forsanger, har en stemme, der brager igennem hjertets lydmure og vækker døde følelser til live.Det er ikke stille salmer, der synges i Impact Church i Roskilde.
Det er fed rock. Og når kirkens lovsangsgruppe står på scenen for at tilbede og hylde Herren, får den fuld skrue. Taget løfter sig, gulvet gynger, ja, selv sæbeholderne ude på toilettet svinger fra side til side.
Nu har gruppen udgivet deres allerførste cd med titlen Made a Way.
Jeg vil ikke gå alle numrene igennem. Men dvæle ved et par. Nummer et er et flot instrumentalt nummer, der har en sound, som er karakteristisk for mange af U2s albums. Men det er ikke Bonos metalagtige stemme, der tager over på nummer to, det er Andy Wallis meget personlige røst, der synger sangen Made a Way.
Alle sangene på albummet er stærke vidnesbyrd, hentet fra sangernes private liv. De fortæller, hvordan det er at leve sammen med Herren.
Hvordan han formår med sin kraft at gøre mere for os, end vi overhovedet kan forstå!
Og apropos vidnesbyrd, så lad os gå til sang nummer fire. Her synger gruppens kvindelige forsanger, Rebecca, sangen Testify. Åh, hvilken stærk og smuk stemme. Den kalder på den kærlighed, som vi alle er i besiddelse af, men som vi af en eller anden grund har fejet ud af vores system med tilintetgørelsens kost.
Sang nummer fem, All About you Jesus, synges også af Rebecca. På det nummer får hendes stemme flot modspil af en klaversolo, der er som en salvedug for sindet. Herligt healende, opløftende og roskabende.
Cden Made a Way er ikke optaget i et lille lydstudie i Nr. Snede. Den er, som man tydeligt kan høre, optaget i et professionelt studie i Sidney, Australien.
Der er så store musiktalenter på denne cd, at selv Blackmann fra X Factor ville blive blæst bagover af bare benovelse. Rebeccas stemme vil han uden tvivl, som undertegnede, blive så betaget og berørt over, at han i timevis ville lade tårerne trille ned af sine kinder.
Det er gråd, der forløser og skaber en ny vej…
Henriette Bjarne Hansen