Danmarks første afrikanske folkekirkepræst: – Min kristendom skal smitte
Afrikanske Afonso Waco blev ordineret som folkekirkepræst i februar. Han tror på en stor Gud og smittende kristendom.Han gestikulerer ivrigt med hænderne, mens han taler sig varm. Afonso Waco er en prædikant med meget på hjerte og med et livsforløb, han uden tøven beskriver som et mirakel.
I februar blev Afonco Waco ordineret som Danmarks første afrikanske folkekirkepræst. Et drømmejob for den 48-årige nydansker, der for 10 år siden sad med sin familie i en flygtningelejr i Congo Brazzaville.
Den afrikanske præst indledte livet som flygtning allerede som etårig, og har dermed været flygtning det meste af sit liv. Alligevel har han en ukuelig tro på fremtiden og er ikke i tvivl om, at Gud har en opgave til ham i hans nye hjemland.
Udfordringen møder Afonso Waco på hans første friweekend, siden han for godt en måned siden blev ordineret i Sundby Kirke på Amager i København.
Iklædt pressefolder og smilerynker fortæller han, at hans børn kommer hjem senere i dag for at fejre tiåret for deres ankomst til Danmark en kold februardag i 1999.
Børnene var blot fem, syv og ti år, da de skiftede Vestafrika ud med Nordjylland. En stor omvæltning, men også en stor chance for dem, som Afonso Waco anskuer det.
– Havde vi fortsat været bosat i vores hjemland, havde jeg næppe haft råd til, at de kunne tage en uddannelse, bemærker den nyslåede præst.
Selv voksede han op i en fattig familie, der på grund af borgerkrig og politisk uro i landet hverken oplevede dagligdagen eller fremtidsudsigterne særligt gunstige.
Afonso Waco kom til verden i den del af Angola, der hedder Cabinda. En lille enklave, der på grund af nabolandet Congo og Congofloden var geografisk afskåret fra Angola.
Borgerkrig i hjemlandet sendte flere gange familien på flugt til Congo.
– Vi flygtede over floden. Første gang var jeg kun et år gammel. Som seksårig vendte vi tilbage til vores landsby. Men blot ni år senere startede endnu en krig, og vi tog igen flugten, husker Afonso, der først genså Angola som 32-årig.
Familien boede de første fem år i tilflugtslandet i en flygtningelejr Kimbianga. Her sikrede flygtede lærere, at lejrens børn kunne modtage skoleundervisning. For Afonso Waco betød det, at han kunne gøre gymnasiet færdigt og siden forfølge sin drøm om at læse videre.
Efter en uddannelsesmæssig blindgyde på en handelsskole satte han som 26-årig kursen mod hovedstaden Kinshasa og mod en fremtid som præst.
– Jeg havde altid godt kunnet lide at gå i kirke og var blevet døbt i flygtningelejren som 19-årig, fortæller Afonso Waco, der sammen med sin familie var aktive i en protestantisk kirke, hvor den unge præstespire også ledte kirkens kor.
Oprindeligt var matematik hans yndlingsfag. Et håb om at kunne gavne sit fattige land ved at tage en økonomisk uddannelse blev dog efterhånden trængt i baggrunden af en voksende interesse for teologi og en lyst til at blive præst.
Han blev optaget på Det teologiske fakultet, og ved hjælp af studiejobs og økonomisk støtte fra en Hollandsk menighed kunne flygtningen fra Angola i 1991 kalde sig teolog. Under studiet havde han desuden fundet tid til at stifte familie.
Efter 17 år som flygtning i Congo opstod der uro i landet, og Afonso Waco måtte sammen med sin familie igen returnere til Angola. Her fik den 32-årige teolog i en periode arbejde som hjælpepræst.
Ordineret blev han dog ikke. Kirken i Angola er fattig og økonomisk afhængig af staten, og da Afonso Waco ved siden af præstetjenesten var politisk aktiv og arbejdede for demokrati og menneskerettigheder, blev han suspenderet.
Konflikten med myndighederne tog efterhånden et sådant omfang, at Afonso Waco blev udsat for både arrestationer, tortur og mordforsøg.
I 1998 brændte jorden så meget under ham, at han sammen med sin familie igen søgte tilflugt på den anden side af Congogrænsen, hvor han denne gang fik status som politisk flygtning. En flugt der tre måneder senere skulle føre familien til Danmark.
Afonso Waco fortæller sin historie med rolig stemmeføring, mens detaljerne spoles frem fra langtidshukommelsen.
Han er afklaret med sin fortid og samtidig overbevist om, at det dramatiske livsforløb kan bane vej for en meningsfuld fremtid.
– Jeg var glad for at komme til et land, hvor flertallet er knyttet til kristendommen, mindes afrikaneren, der ret hurtigt efter ankomsten til Hjørring fandt sig til rette i Folkekirken. Det var også her, familien fandt deres første venner. Både i menigheden og i Indre Mission – uden at den folkekirkelige forening dog fik ham som medlem.
Afonso Waco er tiltalt af tanken om den store, ubegribelige Gud og vil nødigt sættes kirkeligt i bås. Han løser derfor ikke medlemskab til nogen af de folkekirkelige fraktioner.
– Jeg tror ikke på en Gud, man kan forstå eller have i sin lomme, smiler han kryptisk og tilføjer, at hans kirke i Angola mest minder om en baptistkirke, hvilket dog heller ikke har fået ham til at overveje en frikirke.
Til gengæld håber Afonso Waco at kunne tilføre sin nye kirke noget af den begejstring og glæde, der kendetegner kirken i hans hjemland.
– For mig er kirkegang vigtig. Det er et stort problem, at så få mennesker kommer i kirken, siger han og peger på, at gudstjenester bør være mere festlige og præget af fællesskab.
– Her ligger Folkekirkens største udfordring sammen med den stigende sekularisering i samfundet, tilføjer Afonso Waco, der dog nødigt vil kaldes afrikansk missionær i Danmark.
– Jeg ser mig ikke som missionær. Men sammen med andre udenlandske kristne har jeg en opgave i et land, hvor kristendommen næsten sover. Jeg håber, vores måde at være kirke og kristne på kan smitte det danske samfund.
Netop bevidstheden om at kunne bidrage til samfundet er central i Afonso Wacos måde at være kirke på.
I sit første embede som folkekirkepræst bliver en af hans primære opgaver da også at engagere sig i integration og tværkulturelt arbejde.
Flere Amager-sogne har i fællesskab etableret det lokale Mødested Amager, der via sociale tilbud og kirkelige aktiviteter forsøger at række ud til områdets mange udlændinge.
For Afonso Waco er en sjælesorgs-samtale eller et praktisk råd givet i mødestedet lige så værdifuld en prædiken, som når han i lighed med sognets øvrige præster står på prædikestolen i kirken om søndagen.
– Det er et mirakel, at jeg har fået denne mulighed. Jeg har været flygtning hele mit liv og kender bedre end nogen til de problemer, man har som flygtning og indvandrer, erklærer den aktivistiske præst, der allerede et par år efter sin ankomst til Danmark stod i spidsen for et tværkulturelt arbejde i Aalborg Stift.
På det personlige plan har den turbulente tilværelse kostet ham dyrt. Den sidste omplantning som flygtning til Danmark holdt ægteskabet således ikke til. Ligesom Afonso Waco heller ikke er gået fri af de barrierer af skepsis, misforståelser og fordomme, der udgør et nyt lands grænsedragning. Og for den sags skyld en ny kirkes.
– Jeg tror nok en del af de menighedsråd, jeg har mødt, har været utrygge ved min baggrund, konstaterer han tørt. Efterfulgt af det karakteristiske smil.
Afonso Waco er nemlig ikke sådan at slå ud. Han er klar til at tage fat på sin store opgave at smitte sine nye landsmænd med en kristendom, der ikke sover.
