Borgmester vil bede st. bededag

Københavns kulturborgmester Pia Allerslev (V) tror på Gud og opdrager sine børn efter kristendommen. Hun taler ved Bøn for Nationen st. bededag – og vil selv bede for sin syge nevø.Pia Allerslev (V) går stik imod partifælle og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ønske om at holde religionen ude af det offentlige rum.Som Københavns kultur- og fritidsborgmester stiller hun beredvilligt op til at tale ved et storstilet bedemøde i Helligåndskirken i København store bededag.
Hun sagde med det samme ja til invitationen om at tale ved Bøn for Nationen, der samler alle kristne til fælles bøn for Danmark:
– Jeg syntes, det var meget spændende. Det talte med det samme til mit hjerte. Det er jo sådanne arrangementer, der er med til at forene os alle i en fælles sag. Det er i det hele taget vigtigt at have arrangementer som disse, hvor vi kan have hjertet med og satse på det, som kan binde os sammen om et fælles nærvær og en fælles bevidsthed.
Men der bedes jo…
– Ja, og det ligger godt i tråd med den person, jeg er. Jeg er ikke en voldsomt aktiv kristen og går ikke ofte i kirke, men troen er en vigtig del af min tilværelse, siger Pia Allerslev.

Pia Allerslev er vokset op i Vestjylland, og selv om familien ikke ”gik voldsomt meget i kirke”, kom troen alligevel til at fylde meget i barndomshjemmet. Og den fulgte med, da hun flyttede hjemmefra:
– I dag er troen noget dybt privat mellem Gud og mig, fortæller hun.
– Da jeg som ung flyttede til København, følte jeg mig meget ensom. Her var det en skøn oplevelse at komme ind i kirken, sidde og bede og mærke fællesskabet. Så kunne jeg mærke, at det var godt, og at det nok skulle gå alt sammen.
Og det er jo gået fint, kan man roligt sige. Pia Allerslev blev valgt ind i Københavns borgerrepræsentation ved kommunalvalget i 2001 og i 2008 blev hun kultur- og fritidsborgmester.

I valgkampen op til kommunalvalget i 2001 fik hun et ekstra skub af Gud:
– Jeg er rigtig glad for invitationen til at være med st. bededag, fordi jeg allerede ved valget i 2001 blev inviteret med i en frimenighed. På mødet bad 300 mennesker for mig. De bad om, at jeg måtte få et godt valg og at jeg måtte træffe de rigtige beslutninger som politiker.
– Det var grænseoverskridende, men meget rørende. Det var en voldsom oplevelse, at der her stod 300 mennesker, som ønskede mig det godt. Tænk, at 300 mennesker stod der og bad for mig! Og præsten sagde nogle gode ord til mig.
– Det vil jeg gerne betale tilbage ved at sende bønnen videre til andre. Jeg vil bede om, at der må skabes bedre forståelse mellem mennesker.

Pia Allerslev er uddannet folkeskolelærer med liniefag i dansk og religion. Inden hun blev ansat som lærer på Skovshoved Skole var hun ansat et halvt år på et børnehjem i Nepal. Med den baggrund falder det naturligt at tale med børn om Gud.
– Kristendommen er noget, jeg taler meget om med mine børn. Jeg har en søn på tre år og en datter på fire, og vi snakker meget om Gud, om Jesus og om engle. Det fylder meget. Og det er en bevidst del af min opdragelse. Det er vigtigt at vide, at der er nogen, som passer på én, siger hun og fortsætter:
– Gud og kristendommen er noget helt naturligt for mig. Det fylder meget, selv om jeg ikke går i kirke hver søndag.

– Gud fylder meget i tankerne – især lige i øjeblikket, hvor jeg har en nevø på tre år, som lige har fået bortopereret en hjernesvulst. Her er der brug for at håbe, tro og bede meget.
– Og det er nok det, jeg vil bede for, når vi skal bede på mødet store bededag. Jeg vidste ikke nogen om min nevøs sygdom, da jeg sagde ja til invitationen, og jeg havde sagt ja alligevel, men nu vil jeg bruge anledningen til at bede for min nevø.
Det er en gammel tradition at bruge store bededag til bøn for nationen. Den danske konge har op gennem historien ofte kaldt nationen til bøn, når der var økonomiske vanskeligheder, fare for krig eller sygdomsangreb. Hen over årene opstod mange bededage, og i 1770 blev alle disse individuelle bededage samlet til én bededag, store bededag, hvor alle kirkeklokker kaldte hele nationen til bøn.

De senere år har kristne nydanskere taget traditionen op, og de seneste fem år har Kirkernes Integrations Tjeneste og en lang række indvandrerkirker koordineret dagen.
Det har så at sige provokeret os gammmeldanskere til at bruge bededagen til dens oprindelige formål, hvad siger du til det?
– Det er dejligt, siger Pia Allerslev. – Det er jo et eksempel på, at der er noget, der forener os, uanset hvilken baggrund vi har. Vi kan stå sammen om noget, hvis vi vil, uanset hvor forskellige vi er.

– Det at kunne tro og bede er jo det største og mest fællesskabs-skabende, man kan forestille sig. Her er der ikke nogen, der ikke passer ind. Vi er alle lige for Vorherre.
Og nu skal du tale til de mange hundrede bedende kristne – hvad vil du sige til dem?
– Sådan en dag sender vi signalet: Vi vil bede, vi vil tro, vi vil satse på det inkluderende – ikke det ekskluderende. Alle kan være sammen om at bede.
– Det bliver nok mit budskab den dag. Det er vigtigt, at alle kan være med, at vi ser hinanden med inkluderende øjne, at alle kan tro, alle kan bede og have et forhold til kristendommen. Jeg vil sige, at det faktisk er svært at være menneske uden at tro, slutter Pia Allerslev.
Bededagen i København løber af stabelen i Helligåndskirken på Strøget fra kl. 17. Samtidig er der et parallelt arrangement i Domkirken i Odense. Og mange andre kirkelige kredse er ved at tage ideen op. I Frikirken på Havnen i Christianshavn holder man lovsang og bøn hele dagen, og Evangelisk Luthersk Netværk opfordrer alle kristne til at bruge kirker og missionshuse til bøn på dagen.