Tre katastrofer og mirakler i Toves liv

Tre gange har den kendte politiker Tove Videbæk
set døden i øjnene. Men hver gang har hun oplevet,
at der var én, der holdt hånden over hende.”Tag hjem til jeres fem andre sunde børn – for Tove overlever ikke…”Sådan sagde lægerne på Haderslev Sygehus til forældrene Eline og Hans Schmidt, da Tove Videbæk lå dødssyg og bevidstløs som 5-årig.
En sommerdag havde hun fået en frygtelig mavepine og blev lagt i seng. Men familielægen tog det ikke alvorligt:
– Børn får tit ondt i maven, og den slags går over igen, beroligede han den ængstelige mor. Autoritetstro rettede hun sig efter lægens ord. Men selv om datteren lå i sengen i en hel måned, blev det kun værre. Lille Tove græd så hjerteskærende, at ingen i huset kunne undgå at høre det. Til sidst slog Eline Schmidt i bordet og forlangte, at Tove straks blev indlagt.
Næppe var den lille pige kommet ind på Haderslev Sygehus, før hun kom på operationsbordet, men der var gået for lang tid med tarmslyng.
Mens Tove lå bevidstløs hen efter operationen, forklarede lægerne med dæmpet stemme til Eline og Hans, at deres datter ikke ville overleve. De burde hellere tage hjem – og glemme Tove, den yngste af børnene.

I deres desperation tænkte Eline og Hans, at nu var det kun Gud, der kunne hjælpe.
Vognmand Schmidt og hans familie gik ellers kun i kirke til jul – hvis det da ellers passede ind i programmet.
Men Hans kom i tanker om, at der hos cykelsmed Jesper Pedersen hang nogle bibelcitater på loftsbjælkerne. Jesper måtte vide noget om Gud, tænkte Hans og spurgte Jesper og hans kone Anna, om de ville bede for datteren.
Jesper var med i byens nye pinsekirke, og cykelsmedsfamilien bad nu for den lille bevidstløse pige, som lægerne havde opgivet.

Efter at have ligget bevidstløs hele ugen efter operationen vågnede Tove pludselig op og spurgte sygeplejersken, om hun måtte få et stykke franskbrød med sukker…!
Sygeplejersken blev så forskrækket, at hun løb ud på gangen og råbte: ”Hun vil have noget at spise!” Selv om en sukkermad måske ikke var det bedste for en tom, syg mave, sagde lægen: ”Giv hende, hvad hun vil have. Der er ikke mere at gøre.”
Men til alles overraskelse – bortset fra cykelsmedens – så spiste Tove uden smerter, og maven fungerede normalt igen. Tove husker, at sygeplejersken sagde til hende: Det er Gud, der har gjort dig rask.

– Allerede en måned efter kunne jeg forlade hospitalet.Da jeg kom hjem, var der sket en stor ændring i min familie. Nu vidste de, at det med Gud ikke bare var noget, man fortalte til små børn – nej, det var virkeligt, husker Tove.
Selv begyndte Tove at gå i søndagsskole, og forældrene begyndte at komme i kirken.
Tove Videbæk har aldrig haft maveproblemer siden, men oplevelsen betød, at hun begejstret gik ind i det kristne ungdomsarbejde.

Da hun som nygift med Mogens boede i Herning, var de to så engagerede i frikirkens kristne hjælpearbejde, at de havde unge narkomaner boende i deres lejlighed! Det førte til en udmattelsesdepression, fordi Tove ville hjælpe alle.
– De kan ikke frelse hele verden, fru Videbæk, formanede lægen den unge kvinde.
Og midt i det engagerede arbejde, slog døden igen til…

Mogens og nogle kolleger var på vej til Fyn, da en bil kørte lige ind i siden på dem. En medpassager døde, og Mogens blev så livsfarligt kvæstet, at han ville være død på ulykkesstedet, hvis ikke en læge havde kørt lige bagved og straks kom til. Han så, at Toves mands ansigt var så smadret, at han ikke kunne trække vejret. Resolut skar lægen hul i Mogens hals og stak et rør igennem, så han fik ilt.
Men dermed var faren langtfra drevet over. Da ambulancen nåede frem til Odense Sygehus, diskuterede lægerne, om det kunne nytte at operere. Mogens var for medtaget til, at de troede på en overlevelse. Men fordi han var ung og far til en pige på 2½ måned, og hustruen Tove ventede sig, gik lægerne i gang med at operere hele natten.
Der var både plastikkirurger, tandlæger og andre eksperter. Kindbenene skulle opereres, tænderne skulle sættes ind en for en, næsen skulle trækkes ud, lungerne var punkteret, han havde kraniebrud…
– Lægerne sagde bagefter, at hvis de havde haft et foto af ham, så ville det have været lettere – for de anede ikke, hvordan han havde set ud…
– Sådan en nat kan man jo ikke sove, husker Tove, som brugte det meste af natten på at bede for sin mand, for sig selv, for børnene, svigerforældrene og alle de andre problemer, som tårnede sig op.
– I nattens løb fik jeg den faste overbevisning, at Mogens ville overleve og komme sig. Den tryghed, jeg følte, var så stor, at jeg faktisk kunne lægge mig til at sove.
Efter en uges tid kom Mogens til bevidsthed, og i løbet af kun en måned var han så rask, at han kunne udskrives!
Tove havde ellers fået at vide af lægerne, at hun ikke skulle forvente mirakler. Selv om Mogens skulle komme over sine kvæstelser, ville han få meget alvorlige men.

Den ledende læge havde været ude at rejse i mellemtiden. Da lægen så Mogens, troede han, at det var den forkerte mand! ”Det er Videbæk, jeg skal have fat i”. Mogens svarede straks: ”Jeg er Videbæk”, men det kunne lægen ikke få til at passe. Da han imidlertid havde fået CPR-nummer m.v., og det gik op for ham, at det var den rette person, kaldte han personalet sammen:
– Kan I huske, at vi diskuterede, om det kunne betale sig at operere på Videbæk. Her er et levende bevis på, at det altid kan betale sig at give folk en chance, uanset hvor håbløst det ser ud. Prøv at se den mand!
Mogens takkede for, at de havde reddet hans liv. Men den ledende læge sagde:
– Dét der, det kan vi ikke tage æren for. Videbæk, når De går ud herfra, så går De som et levende mirakel.

Nogle år senere førte Tove Videbæks sociale engagement hende i Folketinget, og hun opnåede senere et af de højeste stemmetal i Vestjylland.
En stille aften i oktober 1991 var hun i bil på vej fra Århus til Brande.
– Cirka 20 km. uden for Århus kunne jeg kun se én bil ude i horisonten, men den kom hastigt imod mig. Det var en hvid Mercedes, husker jeg. Og pludselig, da den er lige foran mig, drejer føreren af bilen over i min kørebane og kører direkte ind i mig…!
Der sker en hel masse hurtigt. Bilen ryger gennem luften og slår kolbøtter og havner ude på en mark. Mens jeg flyver gennem luften, forsøger jeg at bremse, men det hjælper selvfølgelig ikke. Men bilen lander faktisk på hjulene, og jeg opdager, at der ingen ruder er i bilen mere. Jeg prøver at røre mine arme og mine ben for at se, om der er sket noget med dem. Men der er åbenbart ingenting, der er i stykker… Det var da fantastisk.
Men jeg kan ikke komme ud, for venstre side af bilen er skubbet meget ind. Så jeg sidder næsten midt i bilen.
Kort efter kommer der ambulancefolk og kigger ind. De bliver noget overraskede, da de åbner døren i den modsatte side og ser, at jeg sidder levende og smiler til dem.
Da vi kommer ind på sygehuset, står der et hold læger klar til at tage imod. Men jeg kommer jo bare gående ind sammen med ambulance-folkene og politiet.
Lægerne samler sig nu om mig og undersøger mig på kryds og tværs. Men der er ikke noget galt.
– Jeg regnede med, at jeg ville få en masse blå mærker og have ondt alle vegne, men jeg mærkede intet. Heller ikke psykisk. For mig var det en fantastisk oplevelse, for jeg kan ikke se det anderledes, end at der var tale om ”englevagt”, – som så ofte før i mit liv.

Tove fortæller om sit spændende liv i den helt nye bog ”Tove Videbæk – En fighter”. Bogen er netop udkommet på Udfordringens forlag.