En bog for alle om angst

”En helt almindelig historie” gør indtryk, og man kan kun blive klogere af at læse den.Det er sin sag at anmelde en bog, der i den grad gør indtryk som denne lille ting af Hanne Gaardbo. Lille, javist – men det er da kun af fysisk omfang, skulle jeg hilse og sige. Af indre omfang er den af ganske anden størrelse. Jeg siger det stille og roligt. Jeg har aldrig læst bedre om angst og forstået mere om den.Her skriver en ganske almindelig kvinde om sit ganske almindelige liv, der kun adskiller sig fra flertallets ved, at hun til stadighed har angsten som ubehagelig følgesvend. Den er med hende i skolegården som lille pige, i gymnasietiden og i det begyndende voksen- og arbejdsliv. Her er det hele beskrevet, ærligt og dikkedar-frit, på sin vis ganske udramatisk, men alligevel så voldsomt konfliktfyldt. Hendes tone er stille, men netop derfor så troværdig.

Frygt kender vi alle, men angst er noget ganske andet. Frygten er et overlevelses-redskab, den har et objekt, dvs. den retter sig mod noget konkret – modsat angsten, der er retningsløs og uhensigtsmæssig, en altoverskyggende og potentielt invaliderende ængstelse. Flere steder bruger Hanne Gaardbo fængslet som et symbolsk billede på tilstanden:
”Jeg levede mit liv i mit eget usynlige fængsel. Fængslets tremmer byggede jeg selv. Det er først, når man forlader fængslet, at man rigtig kan mærke, man har været i et” (s. 23).

Hun uddanner sig til sygeplejerske, karaktererne er som de skal være (og mere til), men hun overrumples af det store ansvar, der følger med jobbet, mister overblikket, bliver sygemeldt på grund af (angst-relateret) stress, bliver kirketjener, situationen gentager sig, bliver sygemeldt, kommer i arbejdsprøvning, bliver visiteret til fleksjob i et gartneri, der synes at blive hendes endestation. Men her finder hun også et psykisk rum, som hun kan være i; her begynder hun at tage egentlige livtag med den angst, der kan tømme selve livet for liv, som hun så rammende konkret formulerer det.

Undervejs er der socialrådgivere, en psykolog, en læge og en jobkonsulent på hendes vej, men hele tiden må hun sande, at der ikke gives gratis, endsige hurtige resultater. Hun ser Guds fingeraftryk, men afstår dog fra at tolke ”meningen” og giver alligevel et tilløb:
”Mit livs værdi skal ikke kun måles i, hvad jeg formår at udrette, men også i, at jeg er respekteret og elsket af Gud og mennesker” (s. 81).

Bogen er skrevet i to sideløbende spor, hvoraf det ene er sat med kursiv og skrevet i nutid; dette spor er det fortællende og båret af et utroligt nærvær. Det andet spor er skrevet i datid og er kommenterende og reflekterende. – De to spor kan læses hver for sig eller sideløbende.
”Det er svært at fortælle om”, siger hun et sted i bogen. Det er nok muligt, men det lader sig ikke efterspore. Jeg kan ikke sige så meget andet. Jeg er blevet lidt mere eftertænksom, lidt mere ydmyg – og ikke så lidt klogere efter at have læst denne bog. Jeg hvisker en stille tak.

Hanne Gaardbo:
En helt almindelig historie
– når angsten tager magten 95 sider • 159 kr.
Unitas