Kristen ildsjæl fik 25.000 kr. af bank
Miriam Frost er ved at samle ind til en scenevogn til børnearrangementer i Roskilde.Danske Banks Fond har doneret 25.000 kroner til 28-årige Miriam Frosts nyeste projekt i boligkvarteret Æblehaven i Roskilde.Gennem nogle år har Miriam Frost drevet en lektiecafé i området – hvilket hun i 2007 fik Roskilde Kommunes Frivilligpris på 10.000 kroner for. Pengene brugte hun på at dygtiggøre sig og få idéer hos Metro Ministries i New York, et børnearbejde, der ugentlig henvender sig til 25.000 børn i New Yorks hårdest belastede kvarterer.
Sidste år etablerede Miriam Frost nemlig en ny klub for 6-12-årige i Æblehaven, Hakuna Matata. Formålet med klubben er at vise børnene opmærksomhed, kærlighed, kristen livsstil og etik, skriver magasinet domino.
Miriam Frost tager udgangspunkt i de værdier, som Koranen og Bibelen har til fælles, og ud fra bibelhistorier underviser hun i livsstil og etik. Det hele bliver krydret med lege og konkurrencer.
Ideen har hun fra fire måneders frivilligt arbejde i Metro Ministries i New York. Her så hun også, hvordan man bruger lastbiler med scener, der kan klappes ud til siden. Inde i lastbilen er bl.a. højtaleranlæg, mikserpult og mikrofoner. Bilerne kører ud i forskellige kvarterer, hvorefter scenen åbnes, og man lægger nogle presenninger på jorden, som børnene kan sidde på. Arrangementerne holdes hele året – i al slags vejr.
Det er sådan en lastbil, som Danske Banks Fond nu har doneret 25.000 kroner til. Vognen koster 125.000 kroner, og foreløbig har Miriam Frost samlet 28.000 kroner ind.
/sl