Oslo Gospel Choir til Danmark

Mens de fleste danskere glæder sig sommerferien, er missionskredse og en enkelt valgmenighed i fuld gang med at arrangere julekoncerter med Oslo Gospel Choir. Koncerterne finder sted fra 3. til 6. december i København, Randers, Lemvig og Aalborg.
For dem, der har lidt svært ved at komme i julestemning, er billetsalget allerede startet.
Det er Indre Mission i ovennævnte byer, der står bag arrangementerne – i Randers i samarbejde med Kronjyllands valgmenighed. De forventer stor interesse, da ”Oslo Gospel Choir er et af Skandinaviens og Europas bedste og mest populære gospelkor”, lyder det i en pressemeddelelse.
– Det er langt fra første gang, Oslo Gospel Choir optræder i Danmark, oplyser Bjarne Taulborg. – For to år siden gav de koncerter, og der var der 8000 mennesker til koncerterne.
Oslo Gospel Choir har 1,5 mio. solgte cd’er bag sig og har holdt over 800 koncerter i ind- og udland. De giver en del af deres honorar til udvikling i fattige lande. Således har fem landsbyer i Bolivia fået rent vand, takket være korets donationer. For to år siden gik en del af honoraret til narkomaner i Oslo.