Svenske frikirker danner nyt kirkesamfund
Missionsforbundet, Baptistkirken og Metodistkirken i Sverige har netop underskrevet en hensigtserklæring om at danne et nyt fælles kirkesamfund.Det fortæller Metodistkirkens biskop i Norden, Christian Alsted, der netop er vendt hjem til København efter en konference med de tre frikirkesamfund.
Men der er lang vej endnu, inden det ny kirkesamfund er en realitet, mener han:
– Processen er langt fra færdig. Man skal først diskutere et fælles trosgrundlag. Men det er meget spændende.
I Danmark er de tre kirkesamfund også i samtale om at samarbejde.
– Men det er kun på indledende plan, pointerer Alsted. Vi har ikke den samme tradition for økumenisk samarbejde som i Sverige, der har haft økumeniske menigheder i mange år.