Kirke lavede sommersjov for børn
Silkeborg Frikirke rykkede ud i boligkvarter med oppustelig fodboldbane.Sommerferien kan virke uendelig lang for skolebørn, hvis forældre arbejder. Men det blev der rådet bod på i kvarteret omkring beboerhuset Huset på Kejlstupvej 51 i Silkeborg.
Her var ferien knap gået i gang, før Sommer-TVRZ fra Silkeborg Frikirke bød på to uger med masser af gratis børneaktiviteter hver dag.
På alle hverdage frem til i dag, den 9. juli, var der tændt for den oppustelige fodboldbane. Derudover arrangeredes dans, gøgl, pizza-cup, krea, spil, kubb, megafodbold, olympiade, boldspil, snobrød, pandekager og meget mere.
Det er fjerde gang børnepræst Lone Østergaard fra Silkeborg Frikirke tager initiativ til to ugers festlige sommeraktiviteter. Sidste år tiltrak det mellem 30 og 50 børn og teenagere hver dag.
Forrige fredag var såkaldt adopt a block-dag, hvor børnene i små grupper konkurrerede om at indsamle mest skrald i området.
– Tanken er at give børnene en ansvarsfølelse over for det kvarter, de bor i, fortæller Lone Østergaard.
Silkeborg Frikirke er en apostolsk kirke og medlem af FrikirkeNet.
/sl