Charmerende lovsang uden h’er

Når fransktalende synger på engelsk udelader de som regel h’erne, og det gør Isabelle Abildtrup også på denne cd, hvor hun synger sin egen dejlige tilbedelses-tekst og melodi ”Your Love”. Så når hun fx ni gange synger ”your (h)and” kan man ikke undgå at lægge mærke til det.
På samme måde får ord som amazing og extravagant – om Guds kærlighed – en sjov fransk udtale på Isabelles afrikansk-inspirerede engelsk.
Derimod vil det nok ikke være helt så charmerende for danske lyttere, at Isabelle i bedste afrikanske stil rammer en anelse ved siden af tonerne i den engelske udgave. Men vestafrikanerne synger simpelthen på en anden måde.
Og når hun synger sin sang på dansk, går det meget bedre. Her er en helt anden indføling og man mærker, at dansk i modsætning til engelsk er blevet hjertesproget.
På dansk gør det heller ikke så meget, at ”din hånd vil altid lede mig” bliver til ”din (h)ånd vil lede mig”. (Det er værre, at ”din kærlighed er dyb” med den francophone udtale bliver til ”din kærlighed er død”… Ups!)
Melodien og musikken er ellers meget iørefaldende og teksten udtrykker en ægte begejstring for Jesus:
Din kærlighed er ekstravagant. Din kærlighed er stor.
Du er så god for mig. Din kærlighed er fantastisk.
Din kærlighed er stor. Jeg stoler på dig.

Isabelle Abildtrup har i den forløbne uge optrådt med sin cd på Café Luther, Betesda og Café Cardeau på Frederiksberg, samt i indvandrerkirkerne Christian Centre og Harwest Christian Centre i København. Og i september er hun på turné i Frankrig og Schweitz, hvor hun synger i en række kirker m.m.
Man kan både lytte til og købe hendes sange og blive medlem af fanklubben på www.isabelleabildtrup.com.
Henri Nissen