DBI udbyder bachelor til missionærer
Tværkulturel missionæruddannelse hedder nu Bachelor i teologi.Dansk Bibel Institut (DBI) i København har skræddersyet en bacheloruddannelse til præster og missionærer i tæt samarbejde med Luthersk Mission. Den erstatter Tværkulturel missionæruddannelse (TKM) og er akkrediteret af University of Wales.DBI har opbygget sin fire-årige bacheloruddannelse i et tæt samarbejde med en række indre- og ydremissionsselskaber. En af dem er Luthersk Mission (LM), som nedlagde deres missionsskole i 2005. Derefter indgik LM og DBI en treårig samarbejdsaftale, som netop er fornyet for endnu en treårig periode.
Uddannelsen afløser den såkaldte Tværkulturelle Missionæruddannelse (TKM):
– Det har vist sig, at betegnelsen TKM har været misforståelig, forklarer Børge Haahr Andersen til LM-baglandet i avisen Tro & Mission. Der var bl.a. tvivl om, det var en universitetsuddannelse.
Navneskiftet har den fordel, at den indbyder unge, der endnu ikke er helt afklaret om de skal være missionærer i udlandet eller præster herhjemme. De får de klassiske teologiske fag som grundsubstans. Men forsvinder missionsfagene så?
– Navneændringen betyder ikke, at vi nedtoner de tværkulturelle fag eller målrettetheden mod mission globalt og lokalt, fastslår Børge Haahr Andersen.
Ud over den fire-årige bacheloruddannelse udbydes også en ét-årig basisuddannelse under navnet Åben uddannelse i kristendom. Også her er der fag i religion, kultur og mission.
– I den fornyede samarbejdsaftale forpligter DBI sig til at fortsætte med at undervise i praktiske missionsfag og have praktik og studietur som en del af uddannelsen, forklarer Børge Haahr Andersen.
LM forpligter sig til de næste tre år at betale de samlede udgifter til en missionslærer plus 50.000 kr. årligt.
Ud over LM er Dansk Ethioper Mission, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Dansk Europamission og Indre Mission faste medlemmer.