Rekordsøgning til alternativ præsteuddannelse

Stigning i ansøgere til Menighedsfakultetets bachelor-uddannelse.Flere unge med en drøm om kjole og krave vælger en alternativ teologisk uddannelse i stedet for de teologiske fakulteter på universiteterne i Århus og København.De teologiske fakulteter har i årevis oplevet fald i antallet af teologistuderende. Anderledes ser det ud på Menighedsfakultetet i Århus, hvor 29 har søgt om optagelse på den fireårige bacheloruddannelse i teologi. Det er ny rekord, og det glæder studiekoordinator Per Kolstrup fra Menighedsfakultetet.

Økonomisk udfordring

– Vi er både lettede og taknemmelige for den søgning, der er til vores uddannelse. Men det bliver en økonomisk udfordring at skaffe midler til at yde dem SU-erstatning, siger Per Kolstrup
I modsætning til de studerende ved universiteterne er studerende ved Menighedsfakultetet nemlig ikke godkendt til at modtage Statens Uddannelsesstøtte (SU). Som en lille kompensation tilbyder menighedsfakultetet derfor sine studerende et lille stipendium, der svarer til ca. 50 procent af SU-satsen.
Ifølge Per Kolstrup skyldes den store søgning, at en del studerende foretrækker en teologisk uddannelse, der har en kirkelig profil og er målrettet en stilling som præst i folkekirken.
For at søge præsteembede er bacheloruddannelsen dog ikke tilstrækkeligt. Derfor må de studerende på Menighedsfakultetet efterfølgende tage den to-årige kandidatuddannelse på universitetet. Og det vælger de fleste.