Sven Ove Gades mission
Folkekirken er blevet for blødsøden, men den må ikke moralisere, mener Ekstra Bladets tidligere chefredaktør. Alligevel bør kirken ansætte flere opsøgende præster til at prædike for muslimerne Kirkens vigtigste opgave er mission. Derfor er det bedrøveligt, at Jesu missionsbefaling stort set glimrer ved sit fravær i Folkekirken.
Det mener Sven Ove Gade, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, nu forfatter, foredragsholder og ivrig debattør.
Hans meninger er skarpe. Folkekirken er for rutinepræget, mange præster går uden om den varme grød i deres prædikener, og det, der skulle være klar og tydelig kommunikation for at omvende dagens hedninger, er i stedet blevet populistisk aktivisme og blødsøden dialog.
Men leflede han ikke selv for folket, da han som chefredaktør for Ekstra Bladet gav grønt lys til Side 9-piger og escort-annoncer?
– Nogle billeder vil jeg i dag være kritisk over for, indrømmer han.
Sven Ove Gades forhold til kristendommen blev for alvor kendt, da han i 2006 udgav bogen Tag et brækmiddel! Den opsigtsvækkende titel stammer fra et citat af Søren Kirkekegaard, og i lighed med filosoffen revser han Folkekirken for ikke at føre Jesu missionsbefaling i Bibelen ud i praksis.
Det såkaldt kirkelige landskab af biskopper, præster og menighedsråd er mere optaget af magt end af forkyndelse, skriver han og fortsætter: Men en kirke, der ikke tager sin egen kristendom alvorligt, er ikke blot utroværdig, den er ligegyldig.
Men tager Sven Ove Gade sin kristendom alvorligt? Vi møder en personlighed med mange facetter og en overraskende indignation over det netop overståede bispevalg:
– Det er karakteristisk, at i forbindelse med bispevalget i København har missionsbefalingen tilsyneladende ikke spillet nogen synderlig rolle i vurderingen af, hvem man skulle stemme på.
Der skal helt andre boller på suppen, hvis kirken skal imødegå afkristning og islamisering, mener han.
– I Grundloven er det lovfæstet, at Den Evangelisk-lutherske Kirke er den primære religion i Danmark, og heraf følger jo også nogle forpligtelser. Når man endelig støder på det, bliver det i stor udstrækning moraliserende, mere end det bliver et spørgsmål om, hvad kristendommen egentlig er, og hvordan man får den bredt ud i det danske folk.
– Det starter med, at man begynder at stille krav til undervisningen i skolerne. Jeg taler ikke om, at den skal være forkyndende, men et af de store fundamentale problemer, måske det allerstørste, er jo uvidenheden. Mange mennesker har ikke nogen viden om, hvad kristendom egentlig er. Alligevel tager de stilling. Men det er en passiv stillingtagen.
Det er jo interessant, at du, som har været chefredaktør på Ekstra Bladet i 25 år, har de her meget, meget kristne holdninger?
– Jo, men dem har jeg selvfølgelig haft altid. Jeg har heller ikke lagt skjul på dem i spalterne. Men nu er det jo en anden opgave at udgive en avis. Jeg ved udmærket godt, at nogle af mine forgængere som redaktører, Frejlif Olsen og ikke mindst Victor Andreasen, var stærkt optaget af kristendommen.
Det spørgsmål, som ligger på mine læber, er, hvordan du med de holdninger kunne udgive et blad, som i hvert fald på det moralske område gav udtryk for det modsatte?
– Hvad mener du?
Jeg mener blandt andet på det seksuelle område.
– Undskyld, men hvad har det med kristendom at gøre? Man bør jo altid se seksualiteten ind i forhold til det samfund, man lever i. Mig bekendt udviklede slægten sig også på Jesu tid, så der må jo være nogle, der har dyrket sex. Jeg er bestemt ikke tilhænger af den der overvældende pornoficering; det synes jeg nærmest er synd. Når jeg siger synd, mener jeg ikke synd i en kristen betydning, men at det er synd for de unge.
– Når du bruger ordet moral, så mener jeg, at der har været alt for megen moralisering i kristendommen. Da jeg var barn, var jeg medlem af FDF, og der kunne man godt mærke en kønsforskrækkelse, som lå latent, og det mener jeg simpelthen er forkert. Man har været med til at skabe nogle falske forestillinger om, hvad kristendommen er. Det er jo ikke et moraliserende budskab.
Så det er ok at vise topløse piger på side 9?
– Det har da aldrig generet mig overhovedet ikke. Det kommer jo også an på, hvordan det gøres. Du vil utvivlsomt kunne finde nogle billeder eller andet, som jeg i dag ville være kritisk over for, som jeg måske også har været det dengang, ikke? Jeg vil ikke afvise, at det ikke er sket nogle gange, for det er det selvfølgelig. Nej, jeg synes da, der er ting, der kan være meget mere til diskussion, fordi der har været en kønsforskrækkelse forbundet med dele af kristendommen.
Men du har respekt for Indre Mission?
– Jeg har stort kendskab til Indre Mission gennem min mors slægt, som jeg har stor respekt for. Det betyder, at jeg mange gange tager dem i forsvar, fordi jeg synes, der er mange vrangforestillinger. Der er mange sider af Indre Mission. Jeg mødte det i mine bedsteforældre i en meget smuk udgave, men det var nok en reaktion, fordi min oldefar var lægmandsprædikant og meget hård i det. Det reagerede min morfar imod. Men vi var da aldrig i tvivl om, hvad han selv mente. Så det har jeg aldrig haft de store problemer med.
– Jeg har som barn deltaget i samtaler ved petroleumslampens skær, i bogstaveligste forstand. Det er nogle erindringer, som sidder dybt i mig, og som bestemt gjorde indtryk. Dér mærkede jeg jo en alvor. De mennesker, som sad og talte sammen, de kendte jo Bibelen. Det var jo alvorsfulde samtaler. Det savner vi i allerhøjeste grad i dag.
Du er selv kirkeligt aktiv?
– Ja, i den forstand, at jeg går regelmæssigt i kirke. Jeg interesserer mig meget for det. Som jeg også skriver i min bog, så er der adskillige præster, som jeg har stor respekt for og som jeg synes gør et glimrende arbejde.
Men Folkekirken er for meget optaget af at bruge penge på smukkesering af kirker og sognegårde, mener han:
– Om man nu brugte nogle af de økonomiske kræfter til f.eks. at oprette flere præstestillinger. Der er jo nogle præster, der har op til 10.000 medlemmer at tage sig af, og det kan enhver sige sig selv, at det er der ingen mennesker, der kan magte at gøre alene på forsvarlig vis.
– Og det vil jeg føre tilbage til bispevalget. For når man tænker på, hvor mange muslimer der bor i København, måske 100.000, så var det ikke en problemstilling, der på nogen måde var oppe at vende. Og det har noget at gøre med, at der ikke er ret mange præster, der er forpligtet til opsøgende arbejde blandt muslimer.
Mener du, at man simpelthen skal afsætte midler f.eks. i København til at uddanne gadepræster og andre til at missioner blandt muslimer?
– Ja, det mener jeg – i allerhøjeste grad. Men man må ikke være skræmt. Man kan jo diskutere, om det skal ske på den ene eller den anden måde, og det mener jeg kan være et politisk spørgsmål, men at det skal ske, det er indiskutabelt.
Men du går lidt imod den vattede udgave af dialogbegrebet?
– Ja, jeg mener helt klart, at det er en misforståelse. Hvis dialog skal give mening, må begge parter være indstillet på at flytte sig. Det vil så sige, at kristne også skal kunne flytte sig. Men der er jeg rimelig fundamentalistisk, fordi sandheden, den er ikke til diskussion, og dér må man holde sig til evangelieteksten.
Du er ikke bange for et kultursammenstød?
– Nej, det er jeg ikke bange for. Jeg mener faktisk, at der er brug for nogle sammenstød. Når den tidligere statsminister sagde, at han ville have religionen ud af det offentlige rum, så mener jeg, at det er noget, man skal gå hårdt imod. Det er uacceptabelt. Der skal mere religion ind i det offentlige rum.
Men du vil alligevel holde fast i kirkens traditioner?
– Natkirken i Københavns Domkirke bryder jeg mig ikke om. Måske har vi fået skrællet lidt for meget væk i den lutherske kristendom?
Hvad savner du?
– Jeg savner først og fremmest en karsk kristendom. Der er en tendens til, hvis evangelieteksten kræver noget, og den ikke er den allermest venlige, at så snakker man udenom.
Men hvad skal en kirke gøre, hvis den på den ene side ikke må stivne i traditioner og samtidig skal være karsk?
– Den skal først og fremmest være opsøgende. Det handler ikke bare om, hvad der sker i kirkerummet. Hvis man vil have fat i muslimer eller alle mulige andre, så må man opsøge dem, og der kan vi måske lære noget af de kristne kirker, som f.eks. giver husrum til afrikanere. Det fungerer jo godt. Man kunne måske lære mere af deres erfaringer – trække lidt mere på dem. Men ellers må man i højere grad prøve at komme ud, og det er jo vanskeligt, det ved enhver.
Du kritiserer Brorsons Kirken på Nørrebro, men de gør jo da noget
?
– Dem kan jeg næsten ikke sige noget godt om. Hvis man vil have jazzmusik eller rockmusik, så er der så mange andre steder, man kan opsøge. Det behøver man ikke at have kirker til.
– Noget af det værste, jeg ved, er, når man vil være moderne uden at definere, hvad det virkelig vil sige. Der kommer noget kunstigt over det, og det synes jeg simpelthen er ærgerligt.
Så Folkekirken skal ikke prøve at blive moderne?
– Den er moderne den er evigt moderne. Man må fastholde traditionerne, for der er noget, der er evigt. Unge har også behov for at vide, at der er noget, som næsten, i den forstand, er evigt. Der er jo nok, der ændrer sig hele tiden, slutter Sven Ove Gade.
Og i sin bog slår han til lyd for en ny kirkekamp: Mission kaldte man det i gamle dage. Og mission er, hvad der er brug for også hvis det skulle indebære en ny kirkekamp.
Spørgsmålet er, om den anden del af missionsbefalingen kommer med i Gades kirkekamp: At lære folk alt det, som Jesus har befalet. For en nærlæsning af Bibelen viser, at Jesus også var moraliserende. Troen skulle blive til handling, gode motiver til god moral også på det seksuelle område.
