Det kører for drive-in- kirken New Hope
Da kirkebænkene blev tomme, besluttede præsten at fylde parkeringspladsen.Det er tidligt søndag morgen. Pastor Norman Markle gør sig klar til sin første gudstjeneste. Han bærer det lille podie, han prædiker fra, ud på trappen til den gamle hvidmalede metodistkirke fra 1856 i Marietta i delstaten Georgia.
Inde i kirken sidder Gail Rakestraw og justerer mikserpulten og sikrer, at budskabet ikke stopper, hvor kirketrappen begynder. Hun skruer op for den gamle gospelsang Turn Your Radio On (Tænd for radioen og hør Guds ord), der passer fint for New Hope United Methodist, der har indført drive-in-gudstjenester for dem, der måtte ønske at deltage i gudstjenesten fra egen bil. Foreløbig er både præst og kirkegængere tilfredse.
Menigheden New Hope United Methodist lå en gang i en landsby, omgivet af gårde og huse. Men efterhånden som Atlanta, som Marietta er en forstad til, voksede til en metropol af de helt store, er befolkningen flyttet, og i dag er det stort set kun virksomheder, der omgiver den lille kirke, der ligger som en grøn oase mellem bilforhandlere, indkøbscentre og restauranter.
– Vi ligger ikke længere ideelt for at nå ud til folket, siger pastor Markle.
– Der bor næsten ikke folk heromkring længere. Men vi gør hvad vi kan for at nå dem, der bor her og dem, der måtte komme forbi, fortæller han, før gudstjenesten begynder.
Han har været pastor i mange store kirker i området, før han forlod dem til fordel for den lille menighed med en lille skare trofaste medlemmer for godt 10 år siden. Ikke alene skorter det på medlemmer, men budgettet er også ret beskedent. Alligevel tror den 71-årige pastor, at kirken har et rigt liv foran sig. Derfor har han indført en drive-in gudstjeneste foruden den ordinære gudstjeneste, der begynder klokken 11.00.
Markle, som oprindelig kommer fra delstaten Pennsylvania, deltog en gang i en drive-in-gudstjeneste i en kirke langt ude på landet i hjemstaten. Folk strømmede til fra nær og fjern for at høre Guds ord fra bilradioen.
– For et par år siden funderede jeg på, om vi ikke burde prøve noget lignende her. Da jeg lancerede ideen for menigheden, var der mange, der overvejede, om jeg var blevet tosset, ler han.
Betty Tippens var en af dem. Hun har været aktiv i menigheden i fire år.
– Jeg må ærligt tilstå, at jeg troede, det var galskab, fortæller hun. Men siden Markle søsatte projektet sidste sommer, har hun altid deltaget. Nogle gange har hun morgenmad med i bilen, eller i det mindste en kop kaffe, hun har købt på en McDonalds-restaurant nogle hundrede meter fra kirken. Og så nyder hun kaffen, hører prædiken og musik på mellembølgeradioen og ser pastor Markle stå på trappen og forkynde.
Pastor Markle fortæller, at den lille menighed med 73 medlemmer må række ud til flere mennesker. Hvis den ikke rekrutterer flere, vil menigheden dø ud, og endnu værre, mennesker kan gå fortabt. Det er med denne motivation, han trofast stiller op søndag morgen med to prædikener, en for dem, der sidder i bilen og en anden for dem, der kommer ind.
– Drive-in gudstjenesten bærer frugt, forsikrer pastor Markle. Til efteråret optager de syv nye medlemmer, der alle kom til menigheden via drive-in gudstjenesten.
Pastor Markle er langt fra den eneste i USA, der har drive-in-gudstjenester. Den nok mest kendte menighed med et sådant tilbud er Chrystal Cathedral uden for Los Angeles, der blev etableret fra en drive-in-biograf i 1950erne, og som stadigvæk tilbyder folk at sidde i bilen under gudstjenesten.
De lokale myndigheder har givet pastor Markle ni advarsler, efter han har opstillet store skilte og bannere rundt om i byen for at gøre opmærksom på drive-in-gudstjenesten.
De lokale forskrifter forbyder nemlig denne form for annoncering. Derfor må New Hope Methodist nu nøjes med et lille skilt inde på ejendommen, som kun er synligt for dem, der kører forbi på en ikke særlig trafikeret vej.
Et stenkast væk ligger motorvejen I-75, der er en af de vigtigste veje til og fra Atlanta, og pastor Markle tror, mange ville svinge indenom, såfremt han kunne reklamere lidt for gudstjenesten. Men budgettet strækker ikke til at leje et af de store reklameskilte, der hæver sig 20-30 meter over jorden langs motorvejen.
Kirken har knapt nok tilstrækkeligt med penge til at sende et lille postkort til folk, der bor i denne del af Marietta.
– Omkring 50.000 indbyggere i Marietta har ingen kirkelig tilknytning, så muligheden er der, siger han.
Så længe bilerne ruller ind på parkeringspladsen kvart i ni søndag morgen til drive-in-gudstjeneste, vil pastor Markle forkynde. Donnie Groover kører sin tante Mary herhen hver søndag morgen.
– Jeg er blevet for gammel og skrøbelig til at gå ind. Så dette er et kærkomment tilbud for mig, sier Mary fra passagersædet i en komfortabel Cadillac. Mary Groover voksede op i denne kirke i 1950erne, men nu er trappen for stejl og kirkebænkene for hårde til at sidde på i en time.
Donnie har intet imod at køre sin tante, og så snart gudstjenesten er forbi, kører han hende hjem, før han går til gudstjeneste i en anden kirke, hvor han selv hører til.
Nia Dees fra nabobyen Douglasville har taget sin mor, Pamela, med denne søndag.
– Jeg kørte tilfældigvis forkert her for en uge siden og så skiltet. Så ringede jeg til min mor og fortalte om den lille hvidmalede kirke og drive-in gudstjenesten. I dag kørte vi så forkert med vilje for at være med, og vi kommer nok tilbage, siger de to.
Ved slutningen af gudstjenesten kommer pastor Markle ned fra trappen og lyser velsignelsen over de mobile kirkegængere. Derefter hilser han på gamle og nye besøgende, og ønsker Nia og Pamela velkommen. De fleste kommer ud af bilerne og samtalen går livligt, mens nye venskaber bliver til. New Hope Methodist Church får nye kirkegængere en efter en.
Inde i kirkerummet justerer Gail Rakestraw igen miksepulten og afmonterer den lille mellembølgesender på frekvens 1640, der når en kilometer bort. Herefter gør hun mikseren klar til gudstjenesten klokken 11.00.
Meget passende bruger menigheden denne søndag den gamle Cokesbury salmebog fra 1920erne og synger, The Church in the Wildwood (Kom til den hvidmalede kirke, som du er).
– Til fods eller i bil spiller ingen rolle, siger pastor Markle.